Laura Kjærgaard Fischer, Præstekadet i Favrskov Provsti

Laura Kjærgaard Fischer, Præstekadet i Favrskov Provsti

Præsteklummen: Hjemme bedst

Af
Laura Kjærgaard Fischer

Præstekadet i Favrskov Provsti

kirkeklumme Hvis nogen i dag vovede at sige ”ude godt, hjemme bedst”, ville de fleste nok kaste noget efter dem efter snart et år indespærret bag hjemmets mure. Udover at man ikke må kaste ting efter folk, kan man trods længslen efter at komme ud dog stadig spørge sig selv: er hjemme trods alt ikke stadig bedst?

Det sidste års tid har givet et nyt syn på hjemmet for måske os alle sammen. Nogle har (gen)opdaget glæden ved at tilbringe mere tid derhjemme, fordi de på ny har opdaget alle de gode ting, deres hjem er fulde af, om det er tid til ro, sin familie, sig selv eller en ny hobby.

Andres hjem er faldet fra hinanden, fordi de gode ting, hjemmet var fuldt af, forsvandt eller måske slet ikke var så gode, som de troede. For andre igen har hjemme altid været et fængsel, og er det nu i højere grad. Og så er der dem, som slet ikke har et hjem. Men kan man egentlig godt ikke have et hjem?

”Home is where the heart is”, synger Elvis Presley blandt andre. Hjemme er altså en følelse, et sted hvor vi kan finde ro, slappe af og lade op, hvor vi altid føler os velkomne og kan være os selv, lige præcis som vi er. Vi kan dele hjemmefølelsen med andre, eller vi kan have behov for at have den helt for os selv. Men når ens hjertes hjem forsvinder, føles som et fængsel eller længe har været forsvundet, hvad gør man så?

Når vores hjem ændres radikalt, når de rødder, vi plantede rives op med roden, må vi plante dem et andet sted. Men indtil da kan vi føle os hjemløse netop fordi vi er rodløse, og det kan medføre, at vi ikke kan finde ro og vi kan føle, at vi taber os selv. Det gør ondt. Og vi kan endda gå hen og blive modløse, hvilket er en farlig følelse, fordi den kan være svær at komme ud af. Specielt fordi, at det ofte er her, vi finder ud af, hvad vi havde, og bliver bange for aldrig at få igen. Og særligt her kan ”ude godt, hjemme bedst” skride ad H til. For intet er godt. Intet er bedst. Vi kan have lyst til at tage ud og glemme alt inden i os. Eller vi kan have lyst til at vende os helt ind i os selv og glemme alt derude.

Men selv når vi føler os hjemløse som aldrig før og modløsheden rammer, er der et lille lys, der blafrer i mørket, og som aldrig går ud. For ét sted, har vi altid hjemme: ved Gud. For Gud har altid hjemme i os, og vi har altid hjemme i Gud. Også når vi glemmer det. Også når kirkerne har været lukket, som ellers er der, vi ofte mindes om Guds kærlighed. Men igennem alt har Gud stået ved siden af os og åndet på vores øje, når det græd. Gud er nemlig indbegrebet af hjem: her er vi altid velkomne og elskede, her kan vi finde ro og være os selv, præcis som vi er. Her har vi altid rod. At være bevidst om det, kan måske være nok til at klare blikket en smule og lette lidt på følelsen af modløshed og hjemløshed.

Det bliver nemmere, når landet åbner op igen, og andre mennesker kan være med til at minde os om, at vi ikke er alene. At vi altid har hjemme et sted – måske et helt nyt sted, eller måske et kendt sted, vi ikke var opmærksomme på.

Ude bliver godt på mange måder. Men hjemme forbliver bedst.

Publiceret 07 March 2021 06:00