Mie Højlund Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Mie Højlund Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Mie Højlund:

"Jeg er blevet god, fordi jeg har skullet arbejde for det"

Landsholdspilleren Mie Højlund er ikke kommet sovende til sin succes på håndboldbanen: "Jeg har skullet kæmpe ekstra hårdt for det, og det tror jeg er sundt"

Af
Anette Bonde

portræt Håndboldkampen er et kvarter gammel. Mie Højlund sendes på banen. Kommentatoren:

"Nu kommer der ekstra fart i spillet."

Den hurtige playmaker sender et par afleveringer afsted, aner pludselig en sprække i forsvaret, et par hurtige fodfinter, kanter sig ind over stregen - og der er mål.

Både holdene i den danske liga og landshold ved EM og VM har respekt for Mie Højlund. For hvad stiller de op med en spiller, der med sit repertoire af finter kombineret med hurtighed og et eminent skud på gode dage kan smadre et forsvar fuldstændig...

Ud over at gøre det godt på banen har Mie Højlund, 23 år, også længe været en af journalisternes yndlinge. Med sit venlige og naturlige væsen svarer hun klogt på spørgsmålene uden at forfalde til de trættende floskler, som spørgsmålene tit lægger op til.

Talent og hårdt arbejde

Mie Højlund fik en plads på A-landsholdet allerede som 19-årig og kom på ungdomslandet som 17-årig, men hun er ikke kommet sovende til det, fortæller hun.

"Jeg har nok altid haft talentet for at spille håndbold, men jeg er blevet god, fordi jeg har skullet arbejde for det. Jeg startede på 4. holdet i Vorup og mange havde tiltro til mit talent. Men det er ikke kommet let til mig, jeg har skullet kæmpe ekstra hårdt, og det tror jeg er sundt."

Det kan jo lyde mærkeligt, når hun har et indlysende talent. Men eksempelvis spillede hun som ung højre back, og med den position var det svært at tilkæmpe sig en plads på ungdomslandsholdet. Lidt held hjalp på det.

"Nej, jeg kom ikke på ungdomslandsholdet i første omgang. Men jeg var heldig at brænde en kamp af i Randers HK, hvor der lige sad en talentspejder og kiggede på."

Mange timers træning betyder, at hun i dag både spiller playmaker og venstre back og i øvrigt kan score fra de fleste positioner.

Startede i NVUI

Det hele startede i NVUI i Voldum. Hendes mor, der selv spillede håndbold, blev Mie Højlunds første træner. Da var hun seks år. Egentlig dyrkede hun flere forskellige sportsgrene som barn, og som 11-årig blev også fodbold valgt fra.

Efter nogle år kom hun til Vorup FB, derefter Kristrup Boldklub og i 2014 skrev hun som 16-årig under på en to-årig aftale med Randers HK. Her skulle hun træne med ligaholdet to gange om ugen i den kommende sæson, og ellers træne og spille i U18. Efter et år blev hun fuldt indlemmet i ligatruppen. Undervejs støttede Randers ElitesportsCollege under Mie Højlunds skolegang på Randers Realskole og Tradium.

Der har dog også været knaster på vejen. I 2017 meldte hun afbud til VM. Det var anden slutrunde i træk, men det var en god beslutning, siger hun i dag. Hun var brændt ud efter en lang periode uden pauser med både A-landsholdet, ungdomshold i Randers HK og fuldt på ligaholdet. Samtidig stod hun foran en større opgave på sit studie.

"Jeg var stresset, og glæden ved håndbold var forsvundet. Nogle gange var jeg ved at græde, når jeg skulle til træning. Det var en beslutning, jeg var nødt til at tage."

En dygtig træner er..

Mie Højlund har efterhånden prøvet mange forskellige håndboldtrænere.

Hendes favorit er stadig Ronny Boy, som var hendes U-16 træner i Randers HK.

"Det er vigtigt, at træneren kan se de forskellige spilleres kvaliteter og spidskompetencer, og kan iscenesætte dem. Ronni Boy er spilklog, og han er meget dygtig til mandskabspleje."

Mie Højlund tilføjer, at fokus selvfølgelig er forskelligt afhængigt af om man taler ungdomstræner eller ligatræner/landsholdstræner.

"Ungdomstræneren skal have mere fokus på udvikling af de individuelle kompetencer, mens ligatræneren eller landsholdstræneren skal forholde sig til tekniske og taktiske ting inden kampene."

Den nuværende landsholdstræner Jesper Jensen?

"Han er en sindssygt dygtig træner, en af de bedste, jeg har haft. Han besidder alle de ting, jeg nævnte før."

Spillermæssigt fremhæver Mie Højlund den norske landsholdsanfører og playmaker Stine Oftedal.

Der har væreet interesse fra udlandet efter Mie Højlund, men det har ikke været aktuelt for hende endnu, siger hun.

"Mit fokus er mere på klubplan og ligeplan i Danmark. Indtil videre har jeg kontrakt med Odense Håndbold, men får jeg et tilbud, jeg føler at jeg ikke kan sige nej til, vil jeg sige ja. Men jeg skal være rustet til det mentalt."

Hobby blev til job

Mie Højlund siger selv, at det var en mærkelig overgang for hende at spille håndbold som hobby og til, at det blev en levevej.

"Ungdomshåndbold sammen med veninderne var for sjov, mens jobbet som håndboldspiller betød, at jeg virkelig skulle levere. Når der er nogle, der lægger penge i kassen, skal man præstere."

Hun vænnede sig dog hurtigt til den nye situation, og mange af de nye kollegaer blev også veninder. Målvogteren i Odense Håndbold Althea Reinhardt er blevet bedsteveninde.

"Det betyder virkelig meget. Vi var jo også på ungdomslandsholdet sammen. Det er nemt at snakke med Althea - vi ved, hvad hinanden tænker," smiler Mie Højlund.

De to veninder begyndte sidste sommer at læse jura sammen. Desværre har de været nødt til at stoppe, idet de på grund af håndbold ikke havde mulighed for at gå op til eksamen. Nu vil Mie Højlund tage en tænkepause og måske genoptage studiet på et senere tidspunkt.

Boligmæssigt har hun fundet ud til jord og luft igen. Da hun kom til Odense startede hun med at bo i lejlighed i tre år, men hun fandt efterhånden ud af, at hun ikke kunne undvære en have. Derfor flyttede hun sidste forår i rækkehus i Odense.

"Fra Voldum har jeg jo været vant til plads og luft omkring mig. Mit lille rækkehus og have er virkeligt dejligt, det er det helt rigtige for mig. Og jeg har stadig kun ti minutter til håndboldhallen."

fakta

Mie Enggrob Højlund

23 år, født og opvokset i Voldum.

Spiller i Odense Håndbold, playmaker, siden 2017 med trøjenummer 32 og har kontrakt frem til 2024

Ungdom: NVUI, Vorup FB, Kristrup Boldklub. Randers HK. Seniorkarriere: 2014-2017 i Randers HK.

I 2016 vandt hun titlen som Årets Kvindelige Talent med 53 pct. af stemmerne. Det er spillerne fra Primo Tours Ligaen, 1. division og de danske udlandsprofessionelle, der stemmer om titlen.

Landshold: 2014 U/17. 2014-2016 U/19. A-landsholdet siden 2016.

Publiceret 09 March 2021 11:00