"Alt er nyt, og vi har selv haft mulighed for at tilpasse alting fuldstændig til vores ønsker og behov," siger Sven Bækhøj om rammerne på Østergade. Foto: CSJ

Åbner i påsken: Pumpui slår dørene op til sushi og thaimad i Hadsten

Fra 1. april dufter der af thaimad fra Østergade 12

Af
Christina S. Johansen

Mad Den seneste tid har budt på hårdt arbejde og nogle lange dage for Ratchanan Khunnen og hendes mand Sven Bækhøj. Torsdag 1. april klokken 11 skal de nemlig være klar til at åbne dørene for deres første kunder i Pumpui Thai & Sushi Take Away.

Da Lokalavisen Favrskov er forbi, det der engang var en gammel pølsevogn på Østergade i Hadsten, ser alt umiddelbart klappet og klart ud - og det er det sådan set også ved at være:

"Det har egentlig set klar ud et stykke tid, men der er hele tiden lige noget, som mangler, men vi lover, at vi nok skal blive klar til 1. april," lyder det fra Sven Bækhøj.

Positiv stemning

Der er ikke megen pølsevogns-stemning over stedet længere. Nu fremstår det moderne og varmt. Det er da også kun rammerne, som er tilbage fra fordums tider:

"Alt er nyt, og vi har selv haft mulighed for at tilpasse alting fuldstændig til vores ønsker og behov. Det har været rigtig rart," siger Sven Bækhøj, der forklarer, at klargøringen den seneste tid har været præget af en del afbrydelser:

"Jamen nærmest hvert femte minut er der en, som har stukket hovedet ind og har sagt, at personen glæder sig. Altså der har virkelig været megen positiv opmærksomhed. Vi har fået hundredvis af positive tilkendegivelser. Det virker til, at folk virkelig glæder sig."

Ratchanan og Sven glæder sig også og er spændte på modtagelsen.

"Jeg vil jo så gerne, at alle kunder er 100 procent glade efter første besøg. Det er vigtigt! Så vi skal virkelig koncentrere os og levere varen - også selvom der nok bliver travlt ved åbningen," siger Ratchanan Khunnen, som kommer til at styre slagets gang bag gryderne.

"Ratchanan er meget præcis, og de ansatte kender hende og ved, at hun kræver fuld koncentration fra dem," tilføjer ægtemanden.

Velkendt og nyt

I forvejen har Ratchanan Khunnen en del erfaring med at stå i et køkken. Dels havde hun egen restaurant, da hun boede i Thailand, og efter hun og Svend rejste til Danmark i 2016, har hun arbejdet i forskellige restauranter. Den seneste tid har hun været køkkenchef hos TukTuk Thaimad i Hørning.

Hun har gennem længere tid gerne villet prøve kræfter med sit eget.

"Men det er meget anderledes at åbne en butik eller restaurant her i Danmark end i Thailand. Her skal alle trin kunne dokumenteres," siger køkkenchefen.

Nu mener hun imidlertid, at hun har styr på de danske forhold og er klar til at prøve kræfter med egen restaurant.

I restauranten kan man både købe sushi og mere velkendte thairetter - såsom pad thai og karry-retter - men i weekenderne vil man blive præsenteret for noget anderledes traditionelt thaimad, som de fleste nok ikke har stiftet bekendtskab med. Og der vil både være noget med meget knald på og mindre knald på. Ratchanan Khunnen og Sven Bækhøj forventer, at interessen vil være cirka lige stor for sushien og thairetterne.

Publiceret 31 March 2021 08:00