Inden længe er der kun liv i lokalerne her én gang om ugen. Foto: Google Maps

Inden længe er der kun liv i lokalerne her én gang om ugen. Foto: Google Maps

Jyske Bank i Hammel flytter til Aarhus

Medarbejderne rykker ind i en større afdeling i Aarhus, men kunderne kan møde sin bankrådgiver i Hammel en gang om ugen

Af
Jeppe Rafn

Fredag 16. april er sidste chance for at komme i Jyske Banks afdeling i Hammel. Sådan da, for selvom bankrådgiverne mandag 19. april flytter ind hos kollegerne i afdelingen i centrum af Aarhus, kan man stadig møde de nuværende fem medarbejdere i Hammel en gang om ugen.

Kunderne beholder sin nuværende rådgiver, og banken bevarer sine lokaler i Banealle i Hammel og holder åbent i Hammel hver torsdag klokken 14-16 samt efter aftale frem til klokken 18.

"Vi vil stadigvæk være en del af Hammel, og vi ved, mange kunder i Hammel godt kan bruge fysisk hjælp, så der skal være et tilbud til dem. Der er situationer, hvor fysiske møder stadig er aktuelle af den ene eller anden årsag. Det kan stadig klares om torsdagen i Hammel, og ellers glæder vi os til at byde kunderne indenfor i Østergade i Aarhus," siger Ulla Vestergaard Madsen, der er afdelingsdirektør for Jyske Bank i Aarhus C.

Til kundernes fordel

Sammenlægningen er et led i Jyske Banks overordnede plan om at samle kundebetjeningen i færre og større afdelinger over hele landet. Ved at samle medarbejdernes ekspertise og kompetencer i færre afdelinger, kan der skabes nogle stærke, faglige miljøer, der understøtter videndeling og udvikling, oplyser banken.

"Der kan være en sårbarhed i at være få medarbejdere i en afdeling, og det giver os mere fleksibilitet at få en større enhed herinde i Aarhus. Vi glæder os til at få medarbejderne i Hammel herind," siger Ulla Vestergaard Madsen.

Jyske Banks sammenlægninger af afdelinger hænger også sammen med, at stadig flere kunder klarer langt størstedelen af deres daglige økonomi og bankforretninger med online-møder og digitale selvbetjening.

"Vi kan klare meget online. Flere er blevet glade for onlinemøder, og antallet af online-møder er stærkt stigende, blandt andet fordi kunderne oplever en stor fleksibilitet og samtidig sparer tid," siger Ulla Vestergaard Madsen.

Publiceret 05 April 2021 08:00