JYSK er klar med en åbningsdato i Hadsten
Det har været på tale længe, og nu er det altså endelig synligt for enhver, at Jysk er gået i gang med forberedelserne til byggeriet af en ny butik i Hadsten
Hadsten Du kan godt begynde at glæde dig, hvis du har savnet muligheden for helt lokalt at kunne købe blandt andet indendørs møbler, sengetøj og accesories til hjemmet.
Jysk er nemlig nu gået i gang med at bygge i alt 1.650 kvadratmeter ved siden af thansen i T-krydset Hammelvej/Skanderborgvej. Selve butiksarealet bliver på 1.200 kvadratmeter, hvilket er en ganske standard størrelse Jysk, forklarer kommunikationschef, Martin Fyn Aamand.
"Butikken bliver selvfølgelig bygget efter vores nyeste moderniserede koncept med tydelig led-lys, et gulv, som ligner træ, og inventar, som får alting til at stå pænt frem," siger kommunikationschefen.
Og lad os så bare springe til det, som mange sikkert venter på: Hvornår åbner forretningen?
"Vi regner med at kunne slå dørene op sidst på sommeren - efter sommerferien," afslører Martin Fyn Aamand.
Vil være lokale
At Jysk lige vælger at slå sig ned i Hadsten skyldes en række forskellige faktorer.
Med butikker i Skejby, Randers og Tilst kunne man ellers godt få tanken, at området allerede er dækket ret godt ind, men hos Jysk tror man altså på, at der er kunder nok til en Jysk også i Hadsten.
"Vi kigger selvfølgelig på byens størrelse, og her passer Hadsten fint. Samtidig vil vi jo gerne være meget lokale. Sådan at det ikke skal være en dagsrejse for kunderne at handle ind til boligen. Og Hadsten har et godt opland - måske særligt øst og vest fra," siger pressechefen og tilføjer:
"Desuden er motorvejen relativt tæt på, og der gode tilkørsels- samt parkerings-forhold, og vi får thansen samt Rema1000 lige ved siden af. Hvis ikke Jysk ligger i et center, så vil vi jo gerne ligge i en retailpark (altså et butiks-område med flere andre større forretninger samlet, typisk lidt uden for byen, red.)."
Hverken butikchef eller personalet til den nye forretning er endnu på plads, så man vil altså kunne forvente at se nogle jobopslag henover det kommende halve år.
"Vi kigger selvfølgelig på byens størrelse, og her passer Hadsten fint. Samtidig vil vi jo gerne være meget lokale. Sådan at det ikke skal være en dagsrejse for kunderne at handle ind til boligen."