Plejecentret Elmehøj kan blive til 15 mindre boliger

Der skal planlægges mulighed for 12-15 boliger i en eller to etager på den tidligere plejecenter-grund midt i Hammel

Artiklens øverste billede
Her ses en af to måder at placere boligenre på ved Elemehøj. Boligerne i et plan placeres langs Baneallé, hvor terrænet hæves i den nordøstlige del af området, så boligerne ligger over vejniveau. Boligerne i to plan placeres nærmest Elmevej og spiller sammen med den højere bebyggelse på Skaghøj. Boligerne placeres i mindre grupper. Udsnit fra Favrskov Kommunes foreløbige skitser

Hammel Elmehøj, der indtil december 2020 husede ældre medborgere, er revet ned og nu går kommunen for alvor i gang med at lægge rammerne fast for området.

Der skal gøres klar til at udarbejde en lokalplan der giver mulighed for 12-15 tæt-lave boliger i en eller to etager på Elmehøj i Hammel.

Desuden skal det sikres, at der anlægges fælles grønne arealer til den nye bebyggelse samt fastlægges vej- og stiforløb.

Lindetræ skal bevares

I området findes to store lindetræer, hvoraf det ene vurderes at være bevaringsværdigt, lyder det i forvaltningens indstillingen til Planudvalget.

Træet foreslås markeret som bevaringsværdigt i lokalplanen.

Det samlede areal er på 3.900 kvadratmeter, men da der er planlagt mulighed for en rundkørsel mellem Anbækvej, Banealle og Dommerparken, så medtager lokalplanen ikke planlægning for den del af området, der måske engang skal bruges til rundkørsel.

Den maksimale bebyggelsesprocent er fastsat til 65, det maksimale etageantal er 3 og den maksimale bygningshøjde er fastsat til 13 meter i kommuneplanforslaget.

Men indtil videre bliver der altså kun mulighed for at bebygge i to etager.

Høring skal nok komme

Lokalplanen bliver nok tidligst vedtaget i efteråret 2021, samtidig med Kommuneplan 2021-32. Inden da kommer der en offentlig høring på otte uger.

Indtil videre er der udarbejdet to principper for at placere et muligt byggeri på grunden. Begge forudsætter, at der skal være et grønt areal i en trekantet stykke langs Anbækvej, dermed er det bevaringsværdige lindetræ reddet.

Det ene bud på placering af boligerne betyder to rækker af boliger. Den længste række langs Banealle, hvoraf de fleste er i to plan. Den anden række langs Elmevej er i et plan.

Den anden løsning placerer boliger langs Banealle, boliger tæt på det grønne areal, samt yderligere to boliger mod naboerne mod øst og fem boliger i to etager i hjørnet mod Anbækvej på Elmevejs-siden.

Politikerne i Planudvalget har besluttet, at der ikke kommer en offentlig sti gennem området, som der ellers var lagt op til.

Læs også

Del artiklen