Lions Hadsten bliver 50 år: "Et fantastisk netværk og kammeratskab"

Den lokale Lions Club i Hadsten donerer i snit over 100.000 kroner om året til velgørende formål

Artiklens øverste billede
Søren Tousgaard (til venstre) og Thomas Bach er præsident og tidligere præsident i Lions Hadsten.

Da Søren Tousgaard og hans kone i 1985 flyttede til Hadsten, kendte han ikke ret mange i byen. Det gjorde han heller ikke fem år senere, men da han i 1990 blev opfordret til, og takkede ja, til at komme med i den lokale Lions Club, skete der noget.

"Mit liv ændrede sig fra det øjeblik. Det har givet mig et fantastisk netværk og kammeratskab, og det er rigtig fedt at være med til at hjælpe der, hvor samfundets sikkerhedsnet er blevet for stormasket," siger Søren Tousgaard.

Han er nuværende præsident i Lions Hadsten, som blev stiftet i marts 1971 og dermed i disse dage kan fejre 50-års jubilæum, hvilket er anledningen til denne artikel.

Under normale omstændigheder ville klubben fejre den meget runde fødselsdag og uddele ekstraordinære donationer, men det kan ikke lade sig gøre på grund af coronarestriktionerne og forsamlingsforbuddet.

Lilleåmarkedet

Den lokale Lions klub udmærker sig især ved at arrangere og afholde det årlige Lilleåmarked, som har fundet sted hvert år siden 1977 bortset fra sidste år, hvor corona satte en stopper for markedet. Det er den årlige byfest i Hadsten, som foregår hvert år i uge 32 fra torsdag til søndag med kræmmermarked, banko, fællesspisning, tivoli, tovtrækning over åen og meget mere.

En af hovedkræfterne bag markedet er Thomas Bach, som har autoværksted og undervognscenter i Hadsten. Han har været med i Lions-klubben i 12 år og var præsident i perioden før Søren.

Lions Hadsten står bag flere aktiviteter med toget Futte i Hadsten.

"Jeg kan godt lide, at vi selv arbejder for at hjælpe andre og ikke bare betaler os fra det," fortæller Thomas Bach og tilføjer med et smil, at det ikke er surt arbejde:

"Det er kanonsjovt og hyggeligt, og jeg siger til mine kunder på værkstedet, at jeg ikke er så meget på pinden i uge 32."

Donationer

Lions-medlemmerne og mange andre knokler på for at afvikle det store årlige marked, som er klubbens altoverskyggende indtægtskilde og giver mulighed for at donere penge til foreninger og klubber med videre, som ansøger om et beløb til velgørende formål.

Lions Hadsten har i de seneste 25 år doneret i alt 2.763.000 kroner ud til velgørende formål - altså i snit over 100.000 kroner om året.

Det er blevet til rigtig mange donationer i årenes løb, og blandt de nyere donationer kan nævnes pengehjælp til en kran for at hjælpe handicappede op på hesten til handicapridning, et større tilskud til HSK's nye kunstgræsbane og et pænt beløb til Hinnerup-Garden. Derudover sender klubben hvert år et ungt menneske ud i verden på en 3-ugers oplevelsestur, ligesom klubben har et godt øje til de ældre.

"Ved nedlukningen sidste år var vi ude med blomster til alle beboerne på det lokale plejehjem i Hadsten, som var sårbare og låst inde, for at forskønne deres hverdag," fortæller Søren og Thomas.

Hvis en pensionistklub eller spejderne for eksempel får penge fra Lions Hadsten, bidrager de gerne den anden vej ved at hjælpe til ved Lilleåmarkedet. Klubben har ligeledes et fantastisk samarbejde med handelsstandsforeningen og kommunen, fortæller præsidenten og den tidligere præsident for Lions Hadsten.

To gange om måneden

Lions Hadsten har 20 medlemmer, som mødes to gange om måneden i sangforeningens lokaler på Granvej i Hadsten. Det ene af møderne er en arbejdsaften, og det andet er en klubaften med foredrag, virksomhedsbesøg eller lignende aktiviteter.

"Vi har for eksempel set det nye varmeværk og den nye brandstation, så man lærer sit eget område at kende," fortæller Søren Tousgaard.

"Det har været utroligt givende for mig at blive medlem af Lions. Nytilflyttere burde stå i kø for at blive medlem."

Tidligere skulle man anbefales af et medlem for at komme ind i Lions Hadsten. Sådan er det ikke længere. Man skal godt nok godkendes, men man kan selv henvende sig til klubben, som gerne ser nye ansigter, der vil deltage i det velgørende fællesskab.

"Lions er ikke en lukket loge med hemmelige optagelsesritualer, og vi vil også gerne have kvinder med, selvom vi hidtil har været en herreklub," siger præsidenten.

Den tidligere præsident, Thomas Bach, tilføjer, at der i dag findes mange Lions-klubber med både kvinder og mænd, som kører fantastisk.

Hvis du vil vide mere om Lions Hadsten, kan du blive meget klogere på løvernes hjemmeside hadsten.lions.dk.

Læs også

Del artiklen