Frøslev vender tingene på hovedet i ny bog

Line Frøslev er til april aktuel med et arbejdshæfte til sin bog om billedkunst for børn

Artiklens øverste billede
16. april udkommer Line Frøslevs arbejdshæfte til bogen 'Boost din billedkunst'. Privat foto.

kultur I april sidste år udgav Line Frøslev bogen "Boost din billedkunst", en inspirationsbog til lærere, der underviser 1. - 6. klasse i billedkunst. Her et år senere er hun klar med opfølgeren, et arbejdshæfte der tager udgangspunkt i ideerne fra den første bog. Titlen er "Lines Billedskole", og det udkommer på Gyldendal 16. april.

Hæftet er på 40 sider og er fyldt af idéer til børn fra 8-12 år. Det rummer også tegne-og billedmagerteknik.

Billedkunst på nye måder

"Jeg vil gerne med den nye bog give børnene idéer til, hvordan man kan arbejde med billedkunst på nye måder."

Derfor vender Line Frøslev tingene på hovedet og lægger op til, at børnene selv finder på. Det kunne for eksempel være at tegne med papiret spændt op under bordet, finde på sine egne fantasidyr og skabe en verden, som aldrig før er set. Eller krussedulle-katte, hvor man kører hurtigt med blyant eller tus og får liv i det, man laver. I det hele taget lægger hun op til, at børnene selv digter og får styrket deres fantasi og kreativitet.

"Opgaverne er åbne, børnene bidrager selv og finder på. Mange børn stiller høje krav til sig selv, og det skal være så perfekt. Men jeg vil gerne skubbe til pænhed og perfektionisme. Børnene skal have noget mod og tro på sig selv. At lave billeder handler ikke om fint og perfekt, det handler om udtryk, og man skal turde at eksperimentere."

En spirekasse for fantasi

Line Frøslev er leder af Hinnerup Billedskole samt billedkunstner og kunstformidler. Hun ønsker med bøgerne at dele sin glæde ved billedkunst med så mange børn som muligt og derigennem give dem lyst til endnu mere billedkunst, både i skolen og derhjemme. Et af hendes kardinalpunkter er at styrke fantasien, og her ser hun netop arbejdet med billedkunst som en spirekasse for fantasi og kreativitet.

"Vi har brug for fantasien. Den er en forudsætning for at man kan forestille sig, hvordan verden skal se ud, både på det personlige plan og i det helt store perspektiv. Det er min overbevisning, at hvis vi skal kunne tænke nyt og udvikle vores måder at være mennesker sammen på, det vi omgiver os med og som verden ser ud på, er det en forudsætning, at vi kan bruge fantasien og forestille os, hvordan verden kan være anderledes."

Line Frøslev kalder billedkunst for et dannelsesfag. Det lægger op til tanker om, både hvem man er som menneske, hvad man kan og vil, og hvad man synes er rigtigt og forkert. Tit tager hun i sin undervisning afsæt i eksisterende kunstværker.

"Kunsten afspejler et verdenssyn eller en opfattelse af verden, som vi tager afsæt i i vores samtaler. Det lukker op for store og små spørgsmål, og vi har nogle dybt filosofiske samtaler, børnene og jeg."

Inspiration til lærerne

I den første bog "Boost din billedkunst" giver Line Frøslev konkrete idéer til lærerne til, hvordan elever kan arbejde med tegning, maleri, skulptur og collage. Alle idéerne er prøvet af børn. Bogens illustrationer viser både børnenes processer og produkter, og der gives praktiske tips til blandt andet indretning af billedkunstlokalet, materialer og rammesætning af undervisningen. Line Frøslev har fået masser af positiv feedback fra lærere, der roser den for at være både konkret, overskuelig og sprudlende. Gyldendal er da også yderst tilfreds med salget, fortæller Line Frøslev, der tilføjer, at hun allerede har ideer til fem bøger mere til forskellige målgrupper.

Gyldendal har også åbnet op for, at arbejdshæftet 'Lines billedskole' kan følges op med flere hæfter, hvis det første bliver en succes.

Læs også

Del artiklen