IT-branchens skraldemænd er blevet heltene, der redder verden

Dansk Computer Centers ejer Kent H. Jeppesen kan fejre 25 års jubilæum i sin virksomhed, der sælger IT-overskudsprodukter

Artiklens øverste billede
Nedenfor Kent Jeppesen kører samlebånd med computere, DCC har købt og gensælger.

15. april 1996 trådte Kent H. Jeppesen for første gang ind ad døren som nyansat hos Dansk Computer Center (DCC), der var etableret året forinden, på Fanøvej i det gamle industrikvarter i Hinnerup.

”Vi var fem ansatte, tre til at sælge, en tekniker og en bogholder. Dengang solgte vi meget brugt udstyr, så vi gjorde maskinerne rene om formiddagen og solgte dem om eftermiddagen og var med til at pakke dem,” husker Kent H. Jeppesen.

Den nystartede virksomhed voksede med raketfart og var i 1998 Danmarks hurtigst voksende handelsvirksomhed med en årlig omsætning på cirka 200 millioner kroner.

DCC handler med IT-overskudsprodukter, som er en computer eller andet IT-udstyr, producenten har til overs og ikke har fået solgt. Det kan for eksempel være købt forkert, et udgået produkt, en returneret vare eller en defekt vare. De varer køber DCC tilbage af producenten, især Lenovo, og sælger videre til andre virksomheder, forklarer Kent H. Jeppesen.

Vækst

Efter de vilde startår er DCC fortsat med at vokse, og i 2003 flyttede virksomheden ind i det nye industriområde i Søften, der ligger lige ved motorvejstilkørslen til Djurslandsmotorvejen og E45. I 2007 byggede man det nuværende hovedkontor på samme adresse, der i dag huser hovedparten af de i alt 110 ansatte, som i 2020 skabte en omsætning på 566 millioner kroner og et overskud på cirka 20 millioner kroner efter skat.

”Vi har haft en rigtig pæn vækst hele vejen og er fem gange kåret til Danmarks bedste it-distributør,” fortæller Kent H. Jeppesen, som i 2006 blev medejer og i 2009 direktør i DCC, som han i dag ejer hovedparten af.

Omkring 90 medarbejdere har sin gang i Søften, mens de øvrige cirka 20 medarbejdere er ansat på virksomhedens salgskontorer i Sverige, Tyskland, Spanien, Slovakiet, Letland og Nordmakedonien.

Branchens skraldemænd

Fra 1997 til 2018 solgte DCC kun ’nye’ varer, men i de senere år er virksomheden igen begyndt at købe brugte IT-varer, som bliver repareret og solgt videre.

”Vi har altid været cirkulære på et eller andet niveau og har ryddet op og været IT-branchens skraldemænd. Nu er cirkulære produkter blevet en trend, så nu er vi heltene, der redder verden,” siger Kent H. Jeppesen med et smil.

Salg af brugte varer er allerede nået op på at udgøre en femtedel af forretningen og skal sammen med etablering af flere kontorer i udlandet være med til, at DCC bliver ved med at vokse.

”Vi er på en fem års vækstrejse med et mål om en årlig omsætning på 700 millioner kroner og et dækningsbidrag på 100 millioner kroner. Vi er i gang med det andet år og allerede foran planen. Der har været en god efterspørgsel efter IT-udstyr på grund af COVID-19, hvor vi alle er blevet tvunget til at være mere digitale.”

Hjulpet iværksættere

Historien om DCC er også historien om flere andre succesfulde IT-virksomheder, som Kent H. Jeppesen og Johannes F. Bach, der oprindeligt etablerede DCC, har været med til at hjælpe i gang og medejere af.

Det drejer sig om Panzerglass, der især er kendt for at lave beskyttelsesglas til mobiltelefoner, og de i offentligheden mindre kendte IT-forhandlere Edgemo og Egiss. Panzerglass og Edgemo har hovedkontor i bygningen ved siden af DCC i Søften, mens Egiss har hovedkontor i Birkerød.

Bygningen ved siden af DCC, hvor Panzerglass og Edgemo holder til.

”DCC har været deres backbone og leveret finansiering, logistik- og økonomiafdeling. Vi har løst de ’trivielle’ ting, så de har kunnet koncentrerer sig om at være iværksættere - og det de er gode til.”

I 2018 solgte Kent H. Jeppesen sine andele i Panzerglass og Edgemo til Johannes F. Bach til gengæld for nogle af Johannes’ ejerandele i DCC, som Kent H. Jeppesen nu ejer 80 procent af.

Makkerparret ejede også 80 procent af Egiss, som i år er blevet solgt til en engelsk kapitalfond for et hemmeligt beløb. Egiss omsatte i det seneste regnskabsår for næsten en milliard kroner og havde et overskud på 25 millioner kroner.

”Det får man da en lillebitte smule for,” fortæller Kent H. Jeppesen med et skævt smil om salget af Egiss.

Fælles boligprojekt

Selvom Kent H. Jeppesen og Johannes F. Bach har ryddet op i ejerskabet af deres fælles iværksætter virksomheder, er de til gengæld gået sammen om et fælles boligprojekt ved den gamle lægebolig på Navervej i Hinnerup, hvor de nye 14 tæt-lave boliger står færdige til sommerferien.

”Jeg vil gerne sætte et godt aftryk i Favrskov Kommune ved at være med til at skabe arbejdspladser og et godt samfund, og det kræver gode boliger,” forklarer Kent H. Jeppesen.

Formand for erhvervsråd

Ved siden af arbejdet som direktør og indehaver af DCC har han i en årrække været formand for Favrskov Erhvervsråd, der arbejder for at skabe gode vilkår for det lokale erhvervsliv.

”Vi arbejder for at fremme erhvervsforhold, der skaber vækst og velfærd i kommunen, så vi kan have gode skoler og give de ældre noget ordentligt at spise. De store virksomheder klarer stort set sig selv, men vi har rigtig mange håndværksvirksomheder i vores kommune, som vi kan hjælpe med for eksempel salg og økonomi, ligesom vi også har særlig fokus på e-handel. Derudover synes jeg også, det er vigtigt, at vores virksomheder ansporer flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.”

Fritidslandmand

Kent H. Jeppesen har selv tre voksne børn. Den yngste, datteren Caroline, læser til medicin, mens den mellemste, Jacob, er salgsdirektør i Panzerglass, og den ældste, Mathias, er controller i fars firma, DCC.

De er alle flyttet hjemmefra, ligesom ægtefællen Lone Glarbos tre børn er fløjet fra reden, så i dag er der ret god plads i deres hjem, som de byggede i 2009. Den store bolig ligger på en bakketop og er svær ikke at få øje på, når man kører på Århusvej fra Hinnerup til Søften.

Til boligen hører 22 hektar landbrug, hvor Kent H. Jeppesen dyrker korn og holder Hereford køer, så når han har fri, kan man se ham køre traktor på markerne.

”Jeg boede på en gård som barn, så interessen kommer helt sikkert derfra. Om dagen bruger jeg hovedet her på virksomheden, og derfor er det meget befriende i højere grad at bruge kroppen som landmand, når jeg kommer hjem. Vi har lige fået de to første kalve i påsken, og det er da federe at kigge på, hvordan køerne og kalvene har det, end at kigge fjernsyn. Det er ren afslapning, og jeg får renset toppen.”

Hvis man kan genkende Kent H. Jeppesen i cykeltøj, kan man også jævnligt se ham på landevejene i lokalområdet, for han er en ivrig motionscykelrytter og har et par gange kørt til Paris med Team Rotary Favrskov. I dag kører han i den lokale cykelklub, Team Søften, og deltager i motionsløb rundt omkring i Europa, så det bliver til 8-9.000 kilometer på landevejen om året.

Læs også

Del artiklen