Ikke nemt at være tyv i disse tider: Antal indbrud rasler ned i Favrskov

Halvering af antal indbrud i Favrskov Kommune

Artiklens øverste billede
Nabohjælp forebygger indbrud.

Antallet af indbrud i private hjem i Danmark ser ud til at blive ved med at falde. I 2020 var der historisk få indbrud, og tendensen ser ud til at fortsætte i 2021, viser de nye tal for indbrud i årets første kvartal. I Østjyllands politikreds er der anmeldt 320 indbrud i første kvartal af 2021, hvilket er under halvdelen af de 686 indbrud, der var i samme peiode 2020.

"Tallene afspejler, at vi alle sammen generelt har været og stadig er meget hjemme på grund af corona-pandemien. Vi oplever generelt meget få indbrud i øjeblikket, og det kan jeg da kun glæde mig over, for det er meget indgribende at blive udsat for indbrud i sit eget hjem," siger politiinspektør René Raffo i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

Favrskov Kommune er ingen undtagelse, for ligesom i resten af politikredsen er der sket mere end en halvering i antal indbrud fra 56 til 26.

De store ferieperioder er typisk højsæson for indbrud, men også her har det været tydeligt, at det ikke har været muligt at rejse på ferie i udlandet. Der har været mere liv på villavejene, hvilket har gjort det svært at være indbrudstyv, oplyser politiet.

I de fem påskedage fra og med Skærtorsdag til og med 2. påskedag blev der i år kun anmeldt 15 indbrud i privat beboelse i hele Østjyllands politikreds. Sidste år, hvor mange også var hjemme i påsken på grund af corona, lå tallet på 25. Ser man på de foregående år er der blevet anmeldt mellem 46 og 56 indbrud i løbet af de fem påskedage.

"Der er ingen tvivl om, at indbrudstyvene har haft meget dårlige arbejdsvilkår det seneste års tid, også i ferieperioderne, som jo ellers er der, de typisk har mest at se til. Nu bliver opgaven for både borgere og politi at sikre, at det fortsat skal være svært at være indbrudstyv, også selvom samfundet åbner mere op, og vi efterhånden igen kommer til at være mindre hjemme," siger René Raffo og kommer med fem gode indbrudsråd:

Vær en god nabohjælper. Lav en aftale med naboerne om, at I holder øje med hinandens huse, når I er væk. Få naboen til at tømme din postkasse og parkere en bil i din indkørsel, når du er væk, så det ser ud som om, der er nogen hjemme.

Gør døre og vindue svære at bryde op. Brug gode solide låse, døre og sikrede vinduer, der gør det mere besværligt for tyven at bryde ind.

Sæt tænd/sluk-ure så der i perioder er lys indenfor. Sørg for god belysning udenfor for eksempel med sensorstyret lys. Det signalerer liv og forhindrer tyven i at arbejde uset.

Gem værdigenstande væk. Fjern Ipad'en fra vinduet og sæt værdigenstande lidt væk, så de ikke kan ses udefra.

Ring 112, hvis du ser en tyv i færd med at bryde ind. Ring 114, hvis du ser mistænkelige personer, der lusker rundt i nabolaget.

jr

Læs også

Del artiklen