Genforening for alle sanser i Inside

Fejringen af genforeningsjubilæet markeres i Hammel med et kulturelt kaffebord - og et års forsinkelse

Artiklens øverste billede
Bænket ved et kaffebord er publikum inviteret med til fællessang, højtlæsning, koncert og meget mere. Pressefoto

Kultur Forfatteren Anna Elisabeth Jessen, trioen Zenobia, historikeren Else Marie Dam-Jensen og teatret Wunderwerk er på menuen, når der er 'Sønderjysk Kulturkaffebord' i InSide i Hammel lørdag 12. juni kl. 14.

"Her tager vi fat om den spændende og vigtige historiske begivenhed, Genforeningen i 1920, der skabte det Danmark, vi kender i dag," lyder det i en pressemeddelelse fra formidler Benedikte Hørlyck, Favrskov Bibliotekerne.

Musikalske indslag

Bænket ved et kaffebord er publikum inviteret med til fællessang, højtlæsning, koncert og meget mere.

Mens kage og kaffe fortæres kan man se frem til at møde Anna Elisabeth Jessen, der har skrevet romanen 'Om hundrede år', som er hundrede nedslag i en familiehistorie fra 1914 til 2014. Zenobia vil binde arrangementet sammen med musikalske indslag og sætter i et samarbejde med historikeren Else Marie Dam-Jensen fra Museum Sønderjylland fokus på sangens betydning for Genforeningen.

Skuespiller Anette Asp Christensen fra teatret Wunderverk har med udgangspunkt i sine egne erindringer om sin sønderjyske bedstemor skabt forestillingen 'Udsigter fra min bedstemors køkken', hvor bedstemoderen i skikkelse af en dukke fortæller.

Ved kaffebordet i InSide vil 'bedstemoderen' også deltage og spille uddrag af forestillingen.

Hele herligheden skylles ned med kaffe og indrammes med fællessang, hvis coronarestriktionerne gør det muligt.

Det Sønderjyske Kulturkaffebord i InSide er et projekt i regi af den regionale kulturaftale Kulturring Østjylland, hvor Favrskov sammen med seks andre kommuner sætter fokus på traditioner og højtider.

Kultur og Fritid står sammen med kulturhuset InSide og Hammel Bibliotek bag arrangementet i Hammel, og billetter kan købes på kommunens biblioteker eller på favrskovbib.dk.

gs

Læs også

Del artiklen