Markus Pita & Burger åbner i Hadsten

Hvor Hadsten Grillkylling havde til huse i en kort periode åbner nu ’Markus Pita & Burger'

Artiklens øverste billede
Hvor Hadsten Grillkylling havde til huse i en kort periode åbner Azim Oguz nu spisestedet Markus Pita & Burger i Søndergade 26. Foto: Anette Bonde

Azim Oguz er en mand med mod på nye udfordringer: familiefar, to børn, fuldtids arbejde som klejnsmed, skal til at bygge hus i Harlev og er nu i gang med at åbne en pita- og burgerbar i Hadsten. I denne uge indretter han lokalerne, hvor Hadsten Grillkylling havde til huse i en kort periode, og i næste uge, uge 19, åbner han efter planen spisestedet ’Markus Pita & Burger’ i Søndergade 26.

Jeg har et selvstændig-gen, og kan ikke lade være - der går sport i det, og jeg elsker at lave mad.

Azim Oguz, ejer af Markus Pita & Burger

Åbningen markeres med forskellige åbningstilbud. Desuden vil han med hjælp af den første dags omsætning sponsorere spillertrøjer til HSK Fodbold.

Opvokset i branchen

Azim Oguz, er opvokset i restaurationsbranchen, idet hans far var pizzabager i 25 år. Selv har han tidligere drevet en pizzarestaurant i Stevnstrup ved Langå gennem syv år med sig selv som kok og yderligere fem-seks ansatte.

»Den gik fint. Folk var glade for den og støttede godt op.«

Sammen med en kammerat har han også drevet pitabar i Aarhus, og for nylig hjalp han en anden god kammerat med at etablere Sams Pita & Burger i Hinnerup.

Nu er han altså i gang med at åbne sin egen pita- og burgerbar i Hadsten.

»Jeg har et selvstændig-gen, og kan ikke lade være - der går sport i det, og jeg elsker at lave mad. Nu glæder jeg mig til at komme i gang igen. Det bliver både spændende og hyggeligt.«

Hjemmelavet

Nøgleordet og konceptet i Markus Pita & Burger er ’hjemmelavet’.

»Det er hundrede procent hjemmelavet, og alt er lavet fra bunden. Burgerbøfferne er fra en dansk slagter, alt kød er flammegrillet, og selvfølgelig bruger vi kun friske råvarer og grønsager.«

Ud over pita og burgere vil man kunne købe drikke, snacks og forskellige tyrkiske spydretter.

I opstarten vil Azim Oguz fortsat passe sit faste fuldtidsjob som klejnsmed i Hasselager.

»Jeg er utrolig glad for det.«

Hans dag bliver således godt fyldt ud: først fuld tid i Hasselager, og derfra videre til Markus Pita & Burger i Hadsten med åbningstid klokken 16 - 21 alle dage.

I øjeblikket søger Azim Oguz unge medarbejdere fra lokalområdet som hjælp i pita- og burgerbaren.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen