Den nye genbrugsplads i Hammel klar med åbningsdato

Endnu mere affald skal genanvendes, og der kommer en ny genbrugshal.

Artiklens øverste billede
Foto: Favrskov Forsyning

Den nye genbrugsplads i Hammel åbner 29. juli 2021.

Det oplyser Favrskov Forsyning i en pressemeddelelse, hvor det betones, at det er meget vigtigt, at vi genbruger og genanvender mest muligt af vores affald.

»For os er det vigtigt, at vi kan hjælpe vores kunder med at sortere og genbruge deres affald. Derfor vil vi på den nye plads have fokus på at få endnu mere af det affald, der ender i brændbart og deponi, til genanvendelse,« siger Lone Bejder, projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.

På den nuværende plads kan kunderne sortere i cirka 40 affaldstyper. Men med den nye plads bliver der mere plads og flere muligheder for at sortere.

»Med den nye plads forsøger vi at fremtidssikre, så vi har mulighed for at udvide med endnu flere affaldstyper. En del af vores nye strategi er netop at lave nye forsøg for at få sorteret endnu mere ud, så det vil vi også komme til at gøre i Hammel,« siger Lone Bejder.

Opbygningen og indretningen af den nye plads skal gøre det nemmere at sortere. Blandt andet kommer der et oversigtskort, der skal vise, hvor på pladsen de forskellige ting skal afleveres, så man kan pakke traileren og forberede sorteringen hjemmefra.

Ny genbrugshal

Som noget nyt kommer der en genbrugshal i Hammel, hvor man kan aflevere og hente brugbare ting.

»Der har været stor interesse for vores Gi’ og Ta’ område på genbrugspladsen i Hadsten, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Derfor indretter vi en genbrugshal til direkte genbrug på den nye plads i Hammel, hvor vi både vil få et Gi’ og Ta’ område og mulighed for at donere til foreninger,« fortæller Lone Bejder.

Genbrugshallen falder i tråd med regeringens ny klimaplan, der lægger op til, at kommunerne skal fremme direkte genbrug ved at stille genbrugsting til rådighed for borgere og foreninger.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen