Ny stor skov forbinder Hinnerup og Grundfør
På et areal, som svarer til størrelsen på 42 fodboldbaner, skyder en ny skov op inden for de kommende par år.
Byrådet smider 2,1 millioner kroner efter en 30 hektar ny skov, der skal opføres som en forlængelse af Himmerigskoven mellem Hinnerup og Grundfør.
Skovrejsningen er et samarbejde mellem Favrskov Kommune, Naturstyrelsen Kronjylland og Hinnerup Vandværk – sidstnævnte har vandboringer tæt ved.
Træerne kommer i jorden til efteråret enten i 2023 eller 2024. Det afhænger af flere faktorer – blandt andet hvor hurtigt forhandlingerne med de berørte lodsejere går, forklarer Søren Gade (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget. Det er Naturstyrelsen, som står for forhandlingerne.
Den nye skov er et led i kommunens skovrejsningsplan. Ifølge planen skal der rejses 521 hektar skov fra 2022. Det skal sikre rent grundvand, skabe rekreative bynære områder, øge biodiversiteten og reducere CO2-udledningen.
Kommunen har afsat 1,5-millioner kroner til at rejse skoven i ’Budget 2022-25’. Dertil kommer 0,6 millioner kroner i uforbrugte midler fra 2020-2021. Oveni kommer midler fra staten.
Mere skov at boltre sig i
Da sagen blev behandlet på byrådets møde 29. november, var der ingen debat. Alle nikkede ja til at sætte gang i den nye skov. Kun én tog ordet, nemlig Erling Kvist Andersen. Det var dog kun for at rose projektet.
Erling Kvist Andersen er, som vi tidligere har beskrevet i denne avis’ spalter, en ivrig gågænger i Hinnerups natur. Derfor glæder det ham også, at Hinnerups borgere nu får endnu mere bynær skov at boltre sig i.
»Mange vil fremover få tættere adgang til skov, så det bliver ret nemt for rigtig mange borgere at komme ud og gå kortere eller længere ture,« siger han på en telefonforbindelse fra netop en gåtur – han fortsætter:
»Den nye skov vil binde området Dybdal sammen med den eksisterende Himmerigskoven. Det bliver en fin forbindelse mellem Hinnerup og Grundfør og afslutter hele skovrejsningområdet på en fin måde.«
Han glæder sig naturligvis også over, at indvindingsområdet til vandboringerne i området beskyttes, og at skoven vil gavne biodiversiteten såvel som CO2-udledningen.
Borgerinddragelse
I byrådssalen opfordrede Erling Kvist Andersen til, at man tænker en form for borgerinddragelse ind i projektet. Han uddyber:
»Så interesserede borgere kan komme med input til, hvordan skoven kan indrettes. Det kunne være Dansk Naturfredningsforening, jægere eller andre interesserede. Det skal jo være en skov, som borgerne ønsker at bruge, så det er med at få lyttet så meget som muligt til deres ønsker. Måske ønsker man frugttræer i en del af skoven. Ja, der er mange ting, man måske kunne tænke sig.«
Tredje etape
Erling Kvist Andersen fortæller, at den første del af Himmerigskoven blev opført midt i 1990’erne.
»Det ved jeg, for min far solgte jord til den,« forklarer han.
Den første del begynder helt ude ved Trigevej og går ind til Rønbækvej. For fem år siden kom den nyeste del af Himmerigskoven til. Den går fra Rønbækvej til Herredsvej.
I øvrigt fortæller Erling Kvist Andersen, at skoven fik navn efter to gårde i området, som hed Himmeriggård.