»Det irriterer mig«
Hinnerup-borgeren Mads Voller Winther Nielsen mener ikke, at kommunen leverer den service, den er forpligtet til, når det gælder saltning og snerydning af villaveje.
De seneste ugers kulde og sne har lagt sig på Favrskovs villaveje – og dér er det blevet liggende. I hvert fald på Gartnervænget i Hinnerup, hvor Mads Voller Winther Nielsen bor. Han er træt af, at Favrskov Kommune ikke har fået fjernet isen og sneen. Det har betydet, at beboernes affald ikke er blevet afhentet.
»Kommunen har overtaget vedligehold af vejene og har dermed lovet at sørge for snerydning og saltning. Jeg synes, at vi er blevet taget lidt ved røven. Det irriterer mig, at kommunen render fra sin aftale og ikke leverer varen. Hvis vi private ikke sørger for vores snerydning og for at klippe hæk, så skal kommunen nok stå der. Vi kan ikke sige, at vi ikke gider,« siger han og fortsætter:
»Hvis det bliver som i 2010/11, hvor der var tre måneder med ren frost, skal vi så ikke have tømt skraldespand i tre måneder?«
Han blev så irriteret, at han lavede et opslag i den lokale Facebook-gruppe. Her meldte mange ind med samme frustrationer om netop deres vej.
Mads Voller Winther Nielsen har desuden klaget til Favrskov Forsyning over skraldespanden, som ikke var tømt. Han blev sendt videre til kommunen, som sendte ham tilbage til forsyningen.
Lokalavisen Favrskov har modtaget henvendelser fra flere om snerydningen på villavejene. Her bliver også nævnt, at særligt ældre har svært ved at færdes på vejene.
Villaveje er prioritet 4
Det er kommunens ansvar at salte og rydde sne på de offentlige veje, stier og pladser fra 15. oktober til 15. april. Langt de fleste villaveje er kommunens ansvar. Der er dog også en del mindre veje, som er privat fællesveje, hvor kommunen ikke skal snerydde og salte.
Saltning og rydning sker efter en prioritering ud fra, hvor vigtige vejene og stierne er for at få afviklet trafikken. Gennemfartsvejene og de mest trafikerede veje har højeste prioritet, så de er klar til morgentrafikken. Som man kan se på kortet til denne artikel har villavejene en prioritet 4 – eller med andre ord en vinter-klassificering 4.
På vinter-klassificering 1 veje vil der blive saltet, før der bliver glat. På de øvrige vejklasser først efter, at der er blevet konstateret glatføre.
Man kan læse mere om vintertrafik på kommunens hjemmeside: www.favrskov.dk/borger/trafik-og-veje/vintertrafik
Begrænsede ressourcer
Hos kommunen har man modtaget en del henvendelser fra borgere, som undrer sig over, at deres veje ikke er ryddet, fortæller Claus Vind Andersen, som er chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune.
»Men vi gør det så godt, som vi kan, med de ressourcer vi har. Vi kan ikke bare hive fire vognmænd mere ind fra højre. Vi har, dem vi har. Så der er en kapacitetsbegrænsning,« siger han.
»Hvor vi kan nå hen, kræver altid en vurdering og prioritering af vores ressourcer. Det overordnede vejnet skal først og fremmest holdes frit, så folk kan komme på arbejde.«
Men når I så nogensinde ned til klasse 4?
»Vi havde faktisk kapacitet til klasse 4 i går (onsdag 14. december, red.). Dér var vi forbi alle klasse 4-veje to gange,« siger Claus Vind Andersen, som tilføjer, at grundejerforeningerne gerne må tilkøbe yderligere glatførebekæmpelse:
»Hvis man synes, at kommunens service er for lav.«