Nu åbner Møbleriet No.21 i Hinnerup
50 kvadratmeter butik med tilhørende webshop åbner 20. januar.
Snart er der nyt liv i det lille butikslokale i Søndergade 21 i Hinnerup. Det er Chanel Ditlevsen, som åbner butikken Møbleriet No.21.
Man kan forvente sig en blanding af legetøj, interiør-genstande, smykker, wellness-produkter, delikatesser, friske blomster og ikke mindst egenproducerede egetræsmøbler, som laves på Chanels egen gård.
Den fysiske butik slår dørene op 20. januar klokken 12, og webshoppen åbner for ordrer dagen efter klokken 14.00.
»Det bliver en gavebutik, hvor der er noget for alle i alle prisklasser – jeg har fokus på, at det ikke skal være for dyrt. Om det så er en lille fødselsdagsgave, en værtindegave eller lidt lækkert til hjemmet. Jeg kommer også til at sammensætte gaveæsker,« siger Chanel Ditlevsen, som synes, at en sådan butik har manglet i Hinnerup.
»Jeg synes, at der mangler et sted, hvor man kan få lidt af det hele og alle de fede mærker. Jeg har selv syntes, at det var irriterende at skulle ind til Aarhus for at få det,« siger hun.
Som noget af det helt særlige i forretningen er de egenproducerede Egetræsmbler.
»Man kan sågar selv komme ind med sin fantasi om et møbel, og så kan jeg få det produceret,« siger hun og tilføjer, at hun blandt andet også samarbejder med en lokal keramiker og i det hele taget elsker håndlavede ting og små mærker med noget historie – desuden kigger hun meget på produkternes certificeringer og produktionen bag.
»Og så kan jeg godt lide, at det man køber ikke er noget, som lige går af mode. Det er også derfor, at jeg ikke skal have tøjbutik igen.«
Nogle hårde år
Nogle vil nok kunne huske, at Chanel Ditlevsen netop tidligere har haft en tøjbutik i Hinnerup. Tilbage i august 2017 åbnede hun børnetøjsforretningen Philou. Levetiden var ikke den længste.
»Vi oplevede desværre, at nogle kunder og en stor leverandør snød os. Den store leverandør gjorde, at vi ikke kunne kæmpe os op igen. Vi oplevede også gentagne tyverier, hvor fire-fem personer i flok tog, hvad de ville, og gik,« fortæller hun om det kortlivede forretningseventyr.
Lukningen ramte Chanel Ditlevsen.
»Det var psykisk hårdt, da butikken lukkede, og det har taget lang tid at nå hertil. Jeg har samtidig fået kroniske smerter og har været gennem et langt sygdomsforløb, og oveni har min søn fået en autismediagnose. Det har alt sammen gjort det svært for mig at være på det almindelige arbejdsmarked,« fortæller Chanel ærligt.
»Jeg skulle lige blive enig med mig selv om, hvad jeg skulle. Jeg har læst til sygeplejerske, men det er for ustrukturerede arbejdstider. Så blev jeg bygningsskadebehandler – jeg har jo 12 års erfaring indenfor forsikringsbranchen. Det var helt fantastisk, men jeg savnede at være kreativ og gøre noget selv. Desuden er jeg så loyal over for en arbejdsplads, at jeg ikke kan holde ud at melde mig syg,« fortsætter iværksætteren.
Drømmen om en ny butik har samtidig hele tiden luret i baghovedet.
»Jeg er jo en arbejdshest, men jeg har bare behov for at kunne være hos min søn, når han brug for det. I Møbleriet No.21 har jeg en ansat, som jeg kan trække på – en veninde, der ligesom jeg har en kronisk sygdom. Jeg drømmer om, at butikken vokser så stor, at vi kan skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til flere unikke eksistenser. Det er spændende at have med alle mulige forskellige mennesker at gøre.«
Mere end bare ren profit
Man fornemmer altså, at det at drive forretning ikke udelukkende handler om profit for Chanel Ditlevsen.
»Jeg ville aldrig kunne have en detailbutik, hvis det kun handlede om at tjene styrtende med penge,« siger hun.
Blandt andet derfor har hun allerede planer om at lave eksempelvis keramikkurser med den keramiker, som har produkter i butikken, og noget yoga-undervisning.
»Altså trække noget mere ’slow living’ til byen. Det er jo sådan noget, som er min egen terapi,« siger hun og tilføjer:
»Jeg kan godt lide på den måde at give noget til byen. Jo mere liv, vi kan få i den her lille by, jo bedre.«