10 steder og en vej i Favrskov bliver mere trafiksikre

Artiklens øverste billede
Udvidelse med cykelbane ved rundkørsel i Hinnerup. Illustration: Favrskov Kommune

Byrådet har afsat 1, 5 millioner kroner til mindre vejanlægsprojekter og 2 millioner kroner til trafiksikkerhedsprojekter i Favrskov Kommune i 2021. Administrationen har på baggrund af et prioriteringskatalog med 125 projekter foreslået at gennemføre ét vejprojekt og 10 trafiksikkerhedsprojekter i 2021, hvilket byrådet har sagt god for.

Vejprojektet til 1,5 millioner kroner er en udvidelse af Tingvej fra Vejerslev til T-krydset ved Herregårdsallé, hvor vejen udvides med en halv meter i hver side for at forbedre fremkommeligheden og øge trafiksikkerheden.

De 10 trafiksikkerhedsprojekter:

Tilbagetrækning af den eksisterende dobbeltrettede cykelsti langs Anbækvej gennem krydset ved Ringvejen i Hammel. Dermed får cyklisterne vigepligten i stedet for bilisterne, og risikoen for uheld mindskes, fordi cyklisternes opmærksomhed gennem krydset skærpes. Pris: 300.000 kroner.

I Hinnerup oplever cyklister at blive klemt af bilister, når de kommer til rundkørslen fra Århusvej og Bølvadsvej. Disse vejgrene har ingen stifremføringer, som de to øvrige vejgrene har. Vejgrenene ved Århusvej og Bølvadsvej udvides derfor med cykelbane lokalt ved tilslutningerne til rundkørslen. Pris: 200.000 kroner.

Krydset mellem Søndergade og Jernbanegade i Hinnerup forbedres og tydeliggøres ved at fjerne den eksisterende brostens- og granitbelægning på Søndergade og erstatte det med asfalt. Belægningen på de sidste ca. 10 meter frem til krydset Søndergade/Jernbanegade er i dag med den samme type belægning som på Storegade på den modsatte side af Jernbanegade, hvilket kan være medvirkende til, at bilister i ringere grad opfatter deres vigepligt. Derudover ændres skiltningen, så det bliver tydeligere, at der er et vejkryds. Pris: 120.000 kroner

I udvalgte kurver på Voldby Hovvej, Mølballe, Øksendalvej, Houlbjergvej og Mejlbyvej opsættes skilte for at skærpe trafikanternes opmærksomhed på vejens forløb, så de kan nå at tilpasse hastighederne inden skarpe og uoverskuelige kurver. Pris: 100.000 kroner.

Rønvangen er en fordelingsvej, der forsyner hele det lukkede boligområde omkring Rønvangen, Egevænget, Birkevænget og Overdrevet i Hinnerup. Fordelingsvejen indbyder til høj fart på grund af vejens lige og lange strækning på ca. 700 meter, så der opsættes chikanesæt flere steder for bedre at kunne holde bilisters hastighed på 50 km/t. Pris: 110.000 kroner.

Søndermarken i Søften anvendes i større grad som gennemfartsvej mellem Engdalsvej og Kvottrupvej. Med sit lige forløb på ca. 400 meter indbyder strækningen samtidig til høj fart, så der opsættes chikane for at holde hastigheden på 50 km/t og for at flytte den gennemgående trafik til Engdalsvej. Pris: 125.000 kroner.

Der etableres en krydsningshelle på Rylevej i Hinnerup for at få en mere sikker krydsning af vejen for fodgængere og cyklister, der så kan krydse vejen i to tempi med en helle i midten. Krydsningshellen vil også skabe en bedre sammenhæng i stisystemet på den øst- og vestlige side af Rylevej. Krydsningshellen vil kræve en mindre lokal vejudvidelse. Pris: 250.000 kroner.

På Minervavej ved Skovvangsskolen i Hammel etableres ca. 100 meter fortov på den nordlige side og cykelbaner på strækningen. Det skal medvirke til at holde hastigheden nede og til at lave et naturligt krydsningspunkt ved stiudmundingen samt sikre et areal forbeholdt cyklister. Det undersøges samtidig, om hastigheden kan nedsættes til 40 km/t. Derudover ændres den eksisterende helle/chikane på Gl. Randersvej ved Minervavej til en krydsningshelle, så skoleelever øst for Gl. Randersvej mere sikkert kan krydse vejen. Pris: 285.000 kroner.

På Mejsevej ved Hadbjerg Skole etableres fortov i den vestlige side af vejen. For at kunne gå på fortovet i dag krydser skoleelever fra Sellingvej Bavnehøjvej én gang og Mejsevej to gange. Fortovet vil derfor kunne fjerne to unødvendige krydsninger. Pris: 200.000 kroner.

På Overgårdsvej ved Østervangskolen i Hadsten etableres en helle i den eksisterende spærreflade ved ’kys og kør’-banen. Helleanlægget sikrer, at bilister ledes ud på kørebanen i stedet for at køre gennem spærrefladen, og de bløde trafikanters krydsning forbedres væsentligt. Pris: 65.000 kroner.

Der afsættes desuden 150.000 til trafiksikkerhedskampagner for at synliggøre skoleveje, undgå krydsulykker, forhindre spirituskørsel, sænke farten og mindske uopmærksomheden.


Læs også

Del artiklen