Aftalen er indgået: Rute 26 opgraderes syd om Lading Sø - men først i 2031
Folketinget har vedtaget Infrastrukturplan 2035, der indeholder en opgradering af Viborgvej til motortrafikvej
Rute 26 (Viborgvej) mellem Aarhus og Svenstrup bliver opgraderet til motortrafikvej, og vejen bliver omlagt til at gå syd om Lading Sø igennem Skanderborg Kommune.
Det står fast, efter regeringen og resten af Folketingets partier har indgået en aftale om Infrastrukturplan 2035, der blandt meget andet omfatter den 1,4 milliarder kroner dyre opdatering af rute 26.
Det var oprindeligt planen at etablere en motorvej, men Favrskovs borgmester Nils Borring foreslog at ændre projektet til motortrafikvej og fik politisk opbakning fra flere nabokommuner og nu Folketinget.
Omlægningen af vejen syd for Lading Sø har skabt stor utilfredshed særligt blandt borgere i den nordlige del af Skanderborg Kommune, som mener, at man ødelægger naturen, og at det ville være meget bedre at føre vejen nord om Lading by.
Modstanderne af projektet kan dog glæde sig over, at motortrafikvejsprojektet mellem Aarhus og Svenstrup først bliver igangsat i 2031. Det fremgår af Infrastrukturplanens aftaletekst, hvor det også fremgår, at der er afsat otte millioner kroner til en undersøgelse af opgraderingen af rute 26.