85 nye parcelhusgrunde og nyt hjælpemiddeldepot på vej i Hadsten

Klar til byggemodning af nyt bolig- og erhvervsområde i Hadsten Syd

Artiklens øverste billede
Køerne her syd for Seglager må snart finde nye græsgange, når kommunen går i gang med byggemodning af nyt boligområde i nybyggerområdet i Hadsten Syd. Foto: Jeppe Rafn

Der bliver nu sat gang i udviklingen af et nyt område på omkring 25 hektar med boliger og erhverv ved Ginneruplundvej i Hadsten Syd.

Udstykningen og byggemodningen sættes i gang nu, fordi Favrskov Kommune forventer, at samtlige grunde på Flegebakken og Seglager vil være solgt i løbet af 2022, hvis den nuværende efterspørgsel fortsætter.

Det nye boligområde etableres syd for Seglager og kommer til at rumme cirka 85 parcelhusgrunde. Forundersøgelser, projektering, byggemodning og anlægsarbejdet for boligområdet forventes udført fra nu og to år frem til midten af 2023, mens anlægsarbejdet for erhvervsområdet forventes udført fra september til november i år.

Ny rundkørsel

Den samlede pris, som Favrskov Kommune skal afholde, løber op i skønsmæssigt cirka 62 millioner kroner. De største poster er tilslutningsafgifter på cirka 34 millioner kroner samt veje og stier til cirka 16 millioner kroner. Udgifter til arkæologi forventes at løbe op i 2,3 millioner kroner, og der skal etableres en rundkørsel ved Sandbyvej/Skanderborgvej til tre millioner kroner. Rundkørslen skal give en bedre afvikling af trafikken til det kommende byudviklingsområde, der kobles til Sandbyvej.

På grunden overfor brandstationen i Hadsten skal der bygges nyt hjælpemiddeldepot. Foto: Jeppe Rafn

Hjælpemiddeldepot

Erhvervsområdet kommer til at hedde Kildebakken og ligger ud til Skanderborgvej syd for Ginneruplundvej. I første omgang skal der etableres et nyt hjælpemiddeldepot overfor brandstationen, og der vil også være mulighed for flere erhvervsgrunde i området, hvor der i dag er autoværksted og geoteknik-virksomhed, oplyser Anders G. Christensen, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Favrskov Kommune.

Teknik- og Miljøudvalget behandlede sagen på sit møde 12. august, hvor udvalget godkendte anlægsbevillingen på cirka 62 millioner kroner.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen