Formanden trækker sig: En hån mod frivilligheden og et svigt af kulturlivet i Hadsten

Byrådets beslutning om at udskyde ombygning af kulturhuset udløser stor skuffelse

Artiklens øverste billede
Bestyrelsesformand for Sløjfen, Jan Erik Elgaard, trækker sig. Foto: Jeppe Rafn

Jan Erik Elgaard har som formand for Favrskov Revyen og tovholder på Østjysk Business Network år været en flittig bruger af Hadsten Kulturhus Sløjfen i over 10 år. I 2015 kom han ind i kulturhusets frivillige bestyrelse, og siden 2018 har han været formand.

I flere år har bestyrelsen kæmpet for at få udvidet Sløjfens køkken og dermed skabe grundlag for en café, der kan holde dagligt åben og bidrage til liv i huset.

»Uden en forpagter står caféen ofte ubenyttet hen, og dermed fremstår Sløjfen mørk og lukket, selvom aktivitetsniveauet i huset er højt,« fortæller Jan Erik Elgaard.

Et nyt køkken med plads til madlavning er helt afgørende for at tiltrække en forpagter, siger jan Erik Elgaard. Foto: Jeppe Rafn

11 forpagtere på 15 år

Sløjfen har haft 11 forpagtere på femten år, der alle samstemmende har sagt, at køkkenet er for lille til at drive en forretning i kulturhuset. Man er nødt til at have mad ud af huset, og det er køkkenet ikke stort nok til, fortæller Jan Erik Elgaard.

Planen er at udvide køkkenet ved at inddrage/flytte musikskolens slagtøjslokale, der støder op til caféen. Dermed slipper man samtidig for, at selskaber i caféen bliver forstyrret af høj øvemusik.

Udvidelsen af køkkenet er sidenhen blevet kombineret med beslutningen om at placere byens ungdomsklub i en tilbygning til kulturhuset, og arbejdet skulle efter planen gå i gang i 2022 og være afsluttet i 2023.

En hån af de frivillige

Hele projektet er imidlertid sammen med en række andre kommunale anlægsprojekter i Favrskov Kommune sat på pause på grund af prisstigninger i byggebranchen, og dermed fortoner muligheden for at få en forpagter i Sløjfen sig til tidligst 2024, oplyser Jan Erik Elgaard.

Han påpeger, at kulturhuset har en helt unik grad af frivillighed med Sløjfevennerne, der hjælper til ved arrangementer, og en frivillig bestyrelse, der lægger mange kræfter i at udvikle kulturen med nye aktiviteter og initiativer. Derudover har man lokale Sløjfepartnere og Supportere - som Jan Erik Elgaard selv repræsenterer i bestyrelsen - der årligt donerer op mod 100.000 kroner til kulturhusets aktiviteter.

Foto: Jeppe Rafn

»Det gør de i tiltro til, at bestyrelsen arbejder for at gøre Sløjfen til fremtidens forsamlingshus, som det oprindeligt var tiltænkt, hvor man kan mødes i foreninger, til en kop kaffe eller frokost i caféen og ikke mindst kulturaktiviteter,« siger bestyrelsesformanden.

Han er dybt skuffet over politikernes beslutning.

»Jeg føler, at politikernes beslutning er en hån mod den store frivillighed, der er til stede i og omkring Sløjfen, og et svigt af kulturlivet i Hadsten.«

Jan Erik Elgaard har forståelse for, at byggepriserne er steget, og at der ikke er råd til det hele, men han mener, at man burde prioritere det mangeårige problem med køkkenet, som er en stopklods for at få en ny forpagter.

»Det vil ikke tage tilnærmelsesvist så lang tid at udvide køkkenet som at etablere en ungdomsklub.«

Trækker sig

Med udsættelsen vil Jan Erik Elgaard ikke længere stå på mål for planerne om at udvikle Sløjfen til fremtidens forsamlingshus med en velfungerende café.

»Vi har hele tiden troet på, det snart ville blive bedre, men jeg har en dårlig smag i munden over, at det nu bliver udsat endnu et år og kan blive udsat yderligere.«

Foto: Jeppe Rafn

Han har derfor meddelt, at han trækker sig som repræsentant for Sløjfepartnere og Supportere og dermed også fratræder som bestyrelsens formand til brugermødet i foråret 2022.

Indtil da vil han og bestyrelsen arbejde for at etablere en legeplads ved Sløjfen, som der ifølge Jan Erik Elgaard er hårdt brug for.

»Jeg håber, en anden ildsjæl vil tage over og bibeholde den kultur, der trods alt er i Sløjfen.«


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen