Byrådskandidater på charmeoffensiv på gymnasiet, men ikke et ord om partipolitik

To yngre byrådskandidater forsøgte at få gymnasieelever til at interessere sig for kommunalpolitik

Artiklens øverste billede
Simon Buus Olsen (til venstre) og Søren Lahn Sloth i gang med en quiz for elever på Favrskov Gymnasium. Foto: Jeppe Rafn

Byrådskandidaterne Søren Lahn Sloth fra SF og Simon Buus Olsen fra Venstre har været på charmeoffensiv på Favrskov Gymnasium. Ikke for at tale partipolitik og få eleverne til at stemme på dem, men for at få de unge til at interessere sig for kommunalpolitik og måske endda engagere sig i lokalpolitik.

Politisk indflydelse begynder normalt med, at man melder sig ind i et parti, og man behøver ikke være enig med partiet i alt, mener Søren Lahn Sloth.

»Det kan være svært at finde et parti, man er helt enig med. Min præmis er, at I skal melde jer ind i det parti, I er mest enige i,« lød hans opfordring til eleverne.

Hurtig indflydelse

Søren Lahn Sloth begyndte først at være aktiv i SF og gå til partimøder under coronanedlukningen. Inden længe blev han opfordret til at stille op til kommunalvalget, hvor han er opstillet som nummer to på kandidatlisten.

»Jeg er overrasket over, hvor hurtigt man kan få indflydelse på kommunalpolitik og byrådsmøderne. Jeg har også holdt møde med vores partis transportordfører - vejen i partipolitik er meget kort til Christiansborg.«

Simon Buus Olsen stillede også op til kommunalvalget i Favrskov Kommune i 2017 (for Liberal Alliance) uden at blive valgt ind. Sidenhen blev han kontaktet af Venstre og sagde ja til at stille op for Venstre.

»På partiets opstillingsmøde fik alle 18 kandidater to minutter til at tale om sig selv, hvorefter der skulle stemmes, og jeg blev valgt ind som nummer 10 på listen ud af de 18. Det var meget sjovt,« fortalte Simon Buus Olsen.

Quiz

De to byrådskandidater brugte en hel formiddag på gymnasiet i Hadsten, hvor de holdt deres oplæg om kommunalpolitik tre gange for to klasser ad gangen. Oplæggene blev krydret med quizzer om det kommunale selvstyre og partiernes annoncebudgetter på Facebook.

I forlængelse af budgetquizzen talte byrådskandidaterne om, hvordan de prøver at komme i kontakt med vælgerne via opslag og annoncer på sociale medier, læserbreve og annoncer i Lokalavisen samt valgmøder og gadekampagner.

De kom også ind på retoriske virkemidler/beskidte tricks i politik og sognerådspolitik med mere.

»Sognerådspolitik er, når man favoriserer et lokalområde frem for andre,« forklarede Søren Lahn Sloth og sagde, at hvis man lover guld og grønne skove i en landsby med 300 vælgere, kan man måske komme ind i byrådet i Favrskov blot med stemmer fra landsbyen.

Det svære første kryds

En af eleverne spurgte, om de havde et godt råd til førstegangsvælgeren, der er i tvivl om, hvor krydset skal sættes ved kommunalvalget.

Simon Buus Olsen anbefalede at tage en kandidattest på nettet, da det giver en god indikation af, hvor man står henne politisk. Om man hælder til den ene eller anden side.

Søren Lahn Sloth svarede, at lokalpolitikere er meget tilgængelige, og at man både kan skrive og ringe til kandidaterne for at høre nærmere om deres politik.

Få dem til at stemme

Søren Lahn Sloth på 31 og Simon Buus Olsen på 33 år er to af de yngste byrådskandidater i Favrskov. De håber med deres besøg på gymnasiet at have vakt de unges interesse for lokalpolitik og det kommende kommunalvalg.

»Mit mål er at få de unge til at stemme, uanset hvem de stemmer på, plus at gøre dem interesseret i kommunalpolitik. Da jeg var i deres alder, interesserede jeg mig mest for landspolitik. Først senere opdagede jeg, hvor meget man styrer i kommunen,« siger Simon Buus Olsen og fortsætter:

»Ingen rækkede hånden op, da vi spurgte, om de var medlem af et parti. Vi skal have de unge med, og jeg håber, nogle af dem vil stille op til det næste kommunalvalg.«

Søren Lahn Sloth supplerer:

»Vi er nogle af de yngste kandidater og har et ansvar for at få de unge til at stemme, da de alt andet lige kan relatere til os end en kandidat på 70 år. Jeg håber at have givet dem et indtryk af, at de kan få lov at bestemme meget, hvis de deltager i lokalpolitik.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen