Gymnasieelever: Vi har styr på partierne, men ikke kommunalvalg

Elever på Favrskov Gymnasium fik mere mod på kommunalvalget efter møde med unge byrådskandidater

Artiklens øverste billede
Amalie Dalgaard og Ida Marie Cassøe (yderst til højre) blev klogere på kommunalvalget efter byrådskandidaterne Søren Lahn Sloth (yderst til venstre) og Simon Buus Olsens oplæg på Favrskov Gymnasium. Foto: Jeppe Rafn

Det kan være noget af en udfordring at få unge til at interessere sig for politik og i særdeleshed lokalpolitik. De unge byrådskandidater Søren Lahn Sloth fra SF og Simon Buus Olsen fra Venstre har gjort et forsøg på Favrskov Gymnasium, og det med et vist held, kunne det tyde på.

»Det gjorde mig mere interesseret i at finde ud af, hvem der stiller op. Jeg føler, der er meget, jeg ikke ved om kommunalvalg. Vi har styr på politik og partierne, men ikke kommunalvalg,« fortæller Amalie Dalgaard fra 2.g, som lyttede interesseret til de to lokalpolitikeres oplæg.

»Det er første gang, at vi får politik ned på lokalt niveau, og som førstegangsvælger kan det være forvirrende at sætte sig ind i. Men jeg fik blandt andet det ud af det, at lokalpolitikerne er meget tilgængelige og tættere på os, og at jeg skal være aktiv for at finde ud af, hvad de står for,« siger Amalie Dalgaard.

Gode råd

Ida Marie Cassøe går også i 2.g og har samfundsfag på A-niveau. Hun er ligesom Amalie Dalgaard lige fyldt 18, men har ligesom hende svært ved at finde et parti, hun er helt enig med. Hun er dog blevet lidt mere afklaret i forhold til at sætte sit kryds til det kommende kommunalvalg i Favrskov.

»Jeg synes, det var godt, det de sagde med, at man skal kigge efter det parti, man er mest enig med, og at man ikke behøver at være 100 procent enig med partiet. Det var også et godt råd, de kom med, at man skal tage en kandidattest. Det vil gøre det lidt mindre uoverskueligt at finde ud af, hvem man skal stemme på,« siger Ida Marie Cassøe.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen