Samlingspartiet vil gøre op med preskultur i Favrskov Kommune

Udfordrede borgere i Favrskov kommer i klemme i økonomisk kassetænkning, mener Samlingspartiet.

Artiklens øverste billede
Bo Berger er stifter af Samlingspartiet og partiets spidskandidat til kommunalvalget i favrskov . Arkivfoto

Samlingspartiet er et nyt parti stiftet af ægteparret Bo Berger og Zizi Maja Berger-Junge fra Hammel, der stiller op til kommunalvalget i Favrskov Kommune. Han har en fortid i Venstre og Liberal Alliance og hun i Socialdemokratiet, men de følte ikke, de rigtig passede ind i de etablerede partier.

»Det gik for meget op i ideologi i stedet for praktik. Vi tror, der er en anden måde at gøre tingene på,« siger Bo Berger.

Ulven kommer

Samlingspartiet mener, at de 3.800 kommunalt ansatte i Favrskov lever i en preskultur skabt oppefra af forvaltningens ledelse og det politiske system. En kultur, som partiet vil arbejde for at ændre.

»Hvert år lyder det i oplægget til budgettet, at hvis vi ikke strammer ind, går det helt galt med økonomien, selvom kommunekassen bliver ved med at stige. Det giver et klima, som er uhensigtsmæssigt i forhold til behandlingen af borgere, der er kommet i klemme i systemet.«

I mener, forvaltningen indimellem direkte modarbejder borgerne. Hvordan vil Samlingspartiet forhindre det?

»Når der kommer en borger med en udfordring på for eksempel social-, handicap- eller børn og ungeområdet, skal man have borgeren i centrum i sagsbehandlingen og se på, hvad man individuelt kan gøre for borgeren i klemme. I dag prøver man at få borgeren til at passe ind i de kommunale økonomiske kasser i stedet for at tilpasse sig den enkelte borger. Især på børn og ungeområdet laver vi symptombehandling fremfor forebyggende arbejde, og vi venter med at løse problemer, til de er blevet for store og koster kassen. Det kan man se på budgettet i år, hvor der er sat ekstra millioner af på det område alene,« siger Bo Berger, som er Samlingspartiets spidskandidat.

Favrskov Børns Rettigheder

Hans kone Zizi Maja Berger-Junge er blevet sygemeldt og stiller derfor ikke op til kommunalvalget. Udover Bo Berger opstiller Kasper Kay Petersen fra Hadsten for Samlingspartiet. Han er engageret i foreningen Favrskov Børns Rettigheder, der kæmper for at gøre Favrskov til en bedre kommune for børn.

Hvor tæt forbundet er Samlingspartiet og Favrskov Børns Rettigheder?

»Der er som udgangspunkt ikke nogen forbindelse, og vi er ikke en forlænget arm for Favrskov Børns Rettigheder. Vi har vores politik, som Kasper passer ind i, og det er derfor, vi har taget kontakt til ham. Kasper har et brændende engagement, og han har talt med virkelig mange mennesker og har stor indsigt i de områder, der optager ham.«

Krav om forandringer

I er i valgforbund med Det Konservative Folkeparti. Hvorfor er I det, og hvad skal man lægge i det?

Vi forsøgte at lave et meget bredt valgforbund med flere mindre partier, men det lykkedes ikke. Valgforbundet med de konservative er et rent teknisk valgforbund for at undgå at give en gave til de store partier, Socialdemokratiet og Venstre, som vil få mest ud af det, hvis vi ikke kommer ind i byrådet.«

Samlingspartiet har ikke lagt sig fast på, hvem de vil pege på som borgmesterkandidat, hvis partiet bliver valgt ind i byrådet.

»Vi må se, hvad valgaftenen bringer og lade forhandlinger afgøre det. Men vi vil have et krav om forandringer til den borgmesterkandidat, vi støtter,« siger Bo Berger.


Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen