»Favrskov mangler mål for den grønne omstilling«

Der skal mere fart på den grønne omstilling i Favrskov Kommune, mener de radikale.

Artiklens øverste billede
Torben Christensen er spidskandidat for Radikale Venstre til kommunalvalget i Favrskov. Pressefoto

Den grønne omstilling er et centralt punkt for Det Radikale Venstre i Favrskov. Ikke mindst for partiets spidskandidat til kommunalvalget, Torben Christensen fra Foldby. Han er uddannet maskinmester og arbejdede og underviste i mange år indenfor faget. Sidenhen har han taget en kandidatgrad i vedvarende energi og i nogle år arbejdet som rådgiver indenfor vedvarende energi.

»Jeg har arbejdet med den grønne omstilling i en del år, og det er tit hverken tekniske eller praktiske muligheder, der er i vejen, men regler og afgifter. Det gælder både internationalt og nationalt, men det er min erfaring fra praksis, at der også er meget, vi kan gøre lokalt,« siger Torben Christensen.

Ifølge den radikale spidskandidat er den grønne omstilling indenfor elnettet ved at være mættet, så fremover skal der især fokus på bygninger og transport for at reducere CO2-udledningen og nå klimamålene.

»Det er en kæmpe opgave for kommunerne, for der er mange interessenter, og det kræver nye tekniske anlæg,« siger Torben Christensen og fremhæver en kommune som Skive, der har etableret en erhvervspark, Greenlab Skive, dedikeret til grøn omstilling.

»De mest ambitiøse energikommuner suger industri og viden til sig, og man hungrer efter klimaløsninger i Danmark og hele verden, så det er en god forretning at være ambitiøs.«

Mangler visioner og mål

Favrskov er som næsten alle danske kommuner kommet med i DK-2020 samarbejdet, men er ikke blandt de 20 kommuner, der hidtil har lavet en klimahandlingsplan.

»Jeg synes, byrådet har et godt samarbejde på tværs af partierne og har styr på økonomien, men man er ikke nok fremsynede og mangler visioner og mål i forhold til den grønne omstilling i Favrskov,« siger Torben Christensen, som er aktiv i styregruppen for dialogforum for grøn omstilling i Radikale Venstre.

Enhedslisten har i det nuværende byråd fået hug for at stemme nej til de seneste byggemodningsplaner, fordi der ikke er lavet en klimaberegning af byggeriet, men Det Radikale Venstre kommer Enhedslisten i møde:

»Vi skal turde sætte krav til CO2-belastningen ved byggeri, hvis vi skal nå klimamålene. Træ kan nærmest have en negativ CO2 påvirkning, mens beton sætter et stort aftryk. Forskellige typer af materialer og isolering har vidt forskellige klimaaftryk.«

Ikke en hædersbevisning

Hvis Radikale Venstre bliver valgt ind i byrådet, vil partiet desuden have særligt fokus på skole og uddannelse.

»Vi skal væk fra den tænkning, at vi skal styre alt med regler ovenfra. En del kommer fra Folketinget, men vi har også rigtig megen kommunal styring og krav om test og materialer med videre, som vi med fordel kan lægge ud til den enkelte skole,« siger Torben Christensen og tilføjer:

»Favrskov Kommune har en af landets billigste folkeskoler, men det er ikke en hædersbevisning.«

Det Radikale Venstre er i valgforbund med SF og Enhedslisten til kommunalvalget. Partierne er ikke enige om alt, men slår sig på at være det grønne valgforbund.

»Vi trænger til mere grøn indflydelse i byrådet,« siger Torben Christensen.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen