Konservative: Meget sandsynligt der kommer en ny borgmester

Partiet ønsker, at en ny borgerlig borgmester skal lave en bred konstitueringsaftale med flere partier end det borgerlige flertal.

Artiklens øverste billede
Niels Christian Selchau-Mark udtaler sig til pressen på valgnatten. Foto: csj

De borgerlige partier, der efter nytår sidder på 13 af de 25 pladser i Favrskov Byråd, genoptager onsdag klokken 17 nattens forhandlinger om Favrskovs politiske fremtid.

»Jeg tror, det er meget sandsynligt, der kommer en ny borgmester. Der er jo borgerligt flertal,« siger Det Konservative Folkepartis nyvalgte byrådsmedlem Niels Christian Selchau-Mark, der deltager i forhandlingerne og var den, der i nat trådte ud af forhandlingslokalet og orienterede pressefolkene om, at de godt kunne gå hjem og sove.

»KVON (Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige) er udgangspunktet. Så må vi se, hvem der i givet fald skal sidde for bordenden,« siger Niels Christian Selchau-Mark.

»Det var et meget voldsomt valg med en efterspørgsel efter forandringer. Det viser stemmetallene og mandatfordelingen tydeligt, og det må vi tage alvorligt.«

Niels Christian Selchau-Mark nævner i den forbindelse, at der er fire konservative på top-6 listen over flest antal personlige stemmer.

Han vil ikke afsløre, om partierne er blevet enige om, hvem der skal være borgmester, og i givet fald hvem det bliver. Det Konservative Folkepartis leder Lars Storgaard sidder med de bedste kort på hånden, men Venstre har også deres borgmesterkandidat i Birgit Liin.

Niels Christian Selchau-Mark regner med, at partierne senere i dag, efter forhandlingerne er genoptaget, kan melde ud, hvem der bliver Favrskovs nye borgmester.

Bred aftale

Han understreger kraftigt, at Det Konservative Folkeparti går efter en bred konstitueringsaftale, hvilket i praksis vil sige, at i hvert fald Socialdemokratiet skal være en del af aftalen.

»Vi er dedikeret til at lande en borgerlig borgmester med en bredere konstituering. Der er en god historik i Favrskov med brede konstitueringer, og det tænker jeg, hvem end der bliver borgmester, vil være optaget af,« siger Selchau-Mark.

»Nils Borring har siddet med rødt flertal på valgnatten i 12 år, men har inviteret partierne bredt ind, hvilket Konservative og Venstre har nydt godt af. Det er en god tradition, der vil være ærgerlig at bryde med, og jeg vil blive enormt ked af det, hvis vi får en periode, hvor alt bliver stemt igennem med det mindst mulige flertal.«

Selchau-Mark påpeger, at Socialdemokratiet trods tilbagegang står meget stærkt i Favrskov. Partiet er gået tilbage fra 11 til ni pladser i det 25 mand store byråd.

»Socialdemokratiet er gået tilbage, ja, men havde ikke noget dårligt valg. Det er en tilbagegang fra et ekstremt udgangspunkt.«



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen