Socialdemokratiet siger ja til den nye borgmesters »udstrakte hånd«

Det afgående borgmesterparti får fire ud af seks formandsposter i de stående udvalg i Favrskov Kommune.

Artiklens øverste billede
Nils Borring bliver interviewet på valgaftenen. Foto: csj

Socialdemokratiet bliver en del af konstitueringen i Favrskov Kommune. Den nuværende socialdemokratiske borgmester Nils Borring oplyser, at partiet har sagt ja til den kommende borgmester Lars Storgaards tilbud om at få fire af de seks formandsposter i de seks stående udvalg.

Venstre havde i forvejen fået formandsposterne i Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget, så der kommer en socialdemokrat til at sidde for bordenden i Teknik- og Miljøudvalget, Social- og Sundhedsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget og Planudvalget.

»Vi skylder vælgerne at leve op til vores mandat som det absolut største parti, og jeg har fået det absolut største stemmetal. Det forpligter til at gå ind i et konstruktivt samarbejde, og vi vil arbejde positivt videre på at få mest muligt af vores ting gennemført i de næste fire år,« siger borgmester Nils Borring, som til nytår må aflevere sit kontor til Lars Storgaard.

Nils Borring fortæller, at han selv er i spil til den ene af formandsposterne. Socialdemokratiet holder gruppemøde mandag aften, hvor man vil sætte navn på de fire formænd.

Lars Storgaard kalder selv sit tilbud om fire formandsposter en »udstrakt hånd« til Socialdemokratiet. Han arbejder desuden på også at få Det Radikale Venstre, SF og Enhedslisten og dermed alle partierne med i konstitueringen.

Ny gruppeformand

Socialdemokratiet skal desuden have ny gruppeformand efter Niels Flade Nielsen, der ikke blev genvalgt til byrådet. Her er valget faldet på Isabell Friis Madsen, som med 566 personlige stemmer fik næstflest stemmer blandt socialdemokraterne efter Nils Borring, der fik 4.722 stemmer.

»Selvom jeg fik næsten fik hver femte af alle stemmerne, gik jeg tilbage, og vi kan lige så godt få nogle nye i spil og give dem erfaring. Isabell har været med i byrådet mange år og i Økonomiudvalget, så hun er centralt placeret. Det virker også forkert, at den afgående borgmester skal være gruppeformand. Det ser man nogle steder med dårligt resultat,« siger Nils Borring.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen