SF foreslår at droppe valgplakater i Favrskov
Valgplakater belaster klimaet, og de bør enten helt droppes eller kraftigt begrænses, mener SF i Favrskov.

Op til kommunalvalget hang SF 400 valgplakater op i Favrskov Kommune. Det kostede partiet 20.000 kroner, men gav givetvis også en del stemmer, idet forskning viser, at valgplakater virker.
SF i Favrskov er dog af hensyn til miljøet klar til helt at droppe valgplakater ved næste kommunalvalg, hvis de kan få de andre partier med på idéen.
»Under valgkampen fik vi mange kommentarer fra folk, om valgplakater ikke er en unødvendig klimabelastning. Jo, det er det faktisk, men problemet er, at de virker. Der er evidens for, at valgplakater giver stemmer, og derfor vil man som parti blive straffet, hvis man går solo,« siger Søren Sloth, der stillede op for SF til kommunalvalget.
Grønne løfter
SF har derfor kontaktet de partier i Favrskov og foreslået, at man gør fælles front mod valgplakater ved enten helt at droppe dem eller begrænse antallet betragteligt.
Partiet er klar over, at man piller ved en traditionsrig del af det danske demokrati og angivelig effektiv metode til at kapre stemmer fra andre partier og kandidater, men hensynet til klimaet vægter tungere hos de lokale SF’ere.
»Hvis en tradition har en negativ konsekvens, bør vi skabe forandring,« siger Karin Lodberg.
Hun har i mange år været med i den lokale partibestyrelse og var før kommunesammenlægningen medlem af byrådet i den daværende Hinnerup Kommune i otte år.
»Alle partier i Favrskov stod sammen om at være grønne i valgkampen, og det skal vi holde hinanden fast på. Vi ved alle, at hvis vi skal reducere CO2-udledningen, så skal vi gøre noget anderledes. Vi skal være parat til omstilling,« siger Karin Lodberg.
Stemmeprocenten
Ifølge SF’erne er det bevisligt, at valgplakater flytter stemmer mellem kandidater. Derimod ved man ifølge SF ikke, om valgplakater har en betydning for stemmeprocenten, og man vil være kede af det, hvis stemmeprocenten falder. Derfor foreslår partiet, at hvis partierne ikke vil være med til helt at droppe valgplakater, at man så alternativt enten begrænser antallet betragteligt eller udvælger nogle geografiske steder, hvor de må ophænges.
Et byråd kan ikke lave regler for opsættelse af valgplakater, så hvis partierne i Favrskov kan blive enige om en aftale, vil der være tale om en gentleman aftale. SF har inviteret de andre partier til et fælles møde, hvor man kan drøfte forslaget.