Forbrugsfesten er fortsat sat på pause i Favrskov Kommune
Der skal findes besparelser på 80 millioner kroner i kommunens budget for de kommende år.

»Det er ingen forbrugsfest.«
Sådan sagde Lars Storgaard i september 2021 ved vedtagelsen af Favrskov Kommunes budget for de kommende år. Stigende udgifter til anbringelser af sårbare børn og unge samt stigende udgifter til handicap og psykiatri fik politikerne til at øge budgettet på det specialiserede socialområde med 30 millioner kroner årligt fra 2022. Den store ekstraudgift var medvirkende til, at administrationen for første gang i årevis fik besked på ikke at komme med udvidelsesforslag til driftsbudgettet.
Budgettet for 2022-25 viser, at der mangler 80 millioner kroner, hvis byrådet skal leve op til sin målsætning om at kunne bruge omkring 100 millioner kroner årligt på nye anlæg og hverken øge gælden eller forringe kassebeholdningen.
Der skal med andre ord findes besparelser, og derfor har politikerne i Økonomiudvalget igen i år sagt god for, at forvaltningen ikke laver udvidelsesforslag. Derimod er forvaltningen som sædvanlig blevet bedt om at komme med forslag til besparelser. Forslagene plejer at udgøre 1 procent af kommunens serviceudgifter, men det bliver sat op til 1,5 procent, svarende til 33 millioner kroner om året.
»Det er rettidig omhu allerede nu at kigge på reduktioner,« siger borgmester Lars Storgaard (K).
Økonomiudvalget åbner dog døren i forhold til, at forvaltningen godt kan komme med forslag om udvidelser, som på sigt kan føre til besparelser. Det kan eksempelvis være, at man ved at ansætte ekstra personale nu, undgår at skulle ansætte endnu mere personale på et senere tidspunkt.
Som hidtil bliver det desuden muligt for foreninger med videre at indsende forslag til budgettet. Forslag skal fremsendes senest i april, og de bliver gennemgået i de enkelte udvalg, der skal tage stilling til, om forslagene skal indgå i den videre budgetproces.
Ikke råd til alle anlæg
I forbindelse med vedtagelsen af budgettet sidste år satte byrådet en række nybyggerier og renoveringer på pause, fordi byggepriserne er steget voldsomt, og derfor er der ikke råd til alle de planlagte projekter.
Det gælder eksempelvis den planlagte opgradering af Tungelundskolen til omkring 40 millioner kroner og renovering af Korsholm Skole og Korsholm Børneunivers til 20 millioner kroner, som bliver væsentligt dyrere end beregnet.
Der bliver ikke råd til det hele, og byrådet holder i foråret en anlægskonference, hvor man skal drøfte anlægsprojekterne og forsøge at komme med en prioritering af dem.