Landsbyrådet i Favrskov bliver tilknyttet nyt udvalg
Landsbyrådet er kommet under Plan- og Landdistriktsudvalget.

Landsbyrådet i Favrskov har hidtil været organiseret under Kultur & Fritid, men i det nye byråd ligger Landsbyrådet nu under Plan- og Landdistriktsudvalget (PLU).
Det glæder Simon Buus Olsen (V), der er ny formand for Landsbyrådet.
»Landsbyerne har eksempelvis fokus på trafiksikkerhed, udvikling i landområderne, økonomi og vigtigheden i at have en landsbypolitik. Mange af de emneområder hører mere naturligt til under fagområdet Teknik og Miljø og PLU. Vi vil fremadrettet kunne få en mere proaktiv rolle og være en mere tydelig stemme i det politiske arbejde, da der er nogle helt oplagte snitflader til PLU,« siger Simon Buus Olsen til kommunens hjemmeside.
Den eksisterende Landsbypolitik fra 2009 står til fornyelse, og Landsbyrådet ønsker i stedet at sætte gang i en proces med at få en Landdistriktspolitik, der skal være båret af borgerinddragelse.
»Landsbyrådet repræsenterer en stor del af kommunens indbyggere, og de kan derfor komme med vigtige input til os i forhold til ønskerne i landsbyerne og det åbne land,« siger Nils Borring, der som formand for Plan- og Landdistriktsudvalget frem til samarbejdet med Landsbyrådet.
Byrådet er foruden formanden repræsenteret i Landsbyrådet med Grethe Villadsen fra Socialdemokratiet og Torben Christensen fra Det Radikale Venstre. Derudover består rådet af en række repræsentanter fra landsbyer i Favrskov Kommune.