Bofællesskab i Hinnerup for seniorer sendes i høring
Der er meget stor interesse for seniorbofællesskabet Under Bøgen, der nu sendes i offentlig høring.

Favrskov Kommune har udarbejdet et forslag til en lokalplan, der skal bane vej for det første større private bofællesskab for seniorer i kommunen.
Det skal bygges på en cirka 1 hektar stor grund ved rundkørslen ved Herredsvej og Engelbjerggaard i udkanten af Hinnerup på grænsen til Himmerigskov. Her er det planen at opføre i alt 52 boliger fordelt på 20 rækkehuse i en og to etager samt 32 etageboliger i to etager.
Ifølge kommuneplanen skal rækkehuse have en grund på mindst 250 kvadratmeter. Det lever seniorbofællesskabet ikke op til, men der kan gives tilladelse til mindre grunde, hvis der er større fællesarealer end påkrævet, hvilket er tilfældet.

Seniorbofællesskabet har fokus på fællesskab med rekreative opholdsarealer, fælleshuse og fællesfaciliteter som vigtige elementer, og de fælles opholdsarealer udgør godt 40 procent af det samlede område, fremgår det af lokalplanen.
Lokalavisen har tidligere skrevet om det kommende bofællesskab i Hinnerup, som hedder ’Under Bøgen’ og er udviklet af Thorn Byudvikling, der har udviklet flere andre seniorbofællesskaber blandt andet i Aarhus.
Seniorer er forskellige
Under Bøgen har fokus på fællesskab, bæredygtighed, natur og diversitet og tilstræber at etablere en køn og aldersmæssigt blandet beboerkreds fra 50 år, både par og enlige.
Bebyggelsen får form som en lille landsby med fælles faciliteter, blandt andet et fælleshus med gårdsplads, værksted, atelier, petanquebane, orangeri, kontor og gæsteboliger.

»Vi gør meget, for at man kan opleve noget forskelligt i bebyggelsen. Det bliver en sanselig rejse, hvor man kan dyrke de små fællesskaber. Seniorer er ligeså forskellige som alle andre. Vi har udformet projektet, så der er noget for alle. Uanset om du kan lide at skrue på en gammel motorcykel, lave mad, gå i haven, deltage i kulturelle arrangementer, slappe af på din terrasse eller starte din egen aktivitet, så er det tænkt ind i projektet. Vi har endda besluttet at købe en sauna, som kan danne rammen om samvær for dem, som kan lide dette,« har byudvikler Matias Juul Thorn tidligere sagt til Lokalavisen Favrskov.
Enorm interesse
Da projektudviklerne i efteråret inviterede til informationsmøde på stedet, var der stor interesse. 170 personer troppede på en søndag for at høre om det fremtidige seniorbofællesskab, og projektet fik også rosende ord med på vejen, da lokalplanforslaget blev godkendt på det seneste byrådsmøde.
»Det er virkelig godt tænkt igennem,« sagde formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring (S), da han præsenterede forslaget og spåede, at der i fremtiden vil komme flere lignende fællesskabsbaserede boligprojekter.

»Jeg er enig i, at det er en god og spændende lokalplan, og det er nok den enkeltsag, jeg har fået flest henvendelser omkring,« sagde Erling Kvist Andersen (S), der selv bor i Hinnerup og indtil årsskiftet var formand for Planudvalget i Favrskov Kommune.
»Der mangler mindre boliger til seniorer i vores byer,« sagde Erling Kvist Andersen og tilføjede, han håber, der kommer lignende boligprojekter i kommunens andre hovedbyer.
Lokalplanforslaget kommer nu i høring i otte uger, og hvis projektet går efter planen, kan beboerne flytte ind i slutningen af 2023 eller begyndelsen af 2024, oplyser Matias Juul Thorn til Lokalavisen.
Opstartsgruppe
Han oplyser endvidere, at der er lavet en opstartsgruppe med personer, der er interesserede i at flytte ind, som tager rundt og besøger andre seniorbofællesskaber og kommer med indspark til projektmagerne.

»Det fungerer rigtig fint og er med til at opstarte fællesskabet, opkvalificere byggeriet, involvere og give ejerskab,« fortæller Matias Juul Thorn fra Thorn Byudvikling.