Forårskur på Pøt Mølle: »Venstre er på rette vej«
Venstre er på rette vej, både nationalt og lokalt i Favrskov, lød budskabet ved partiets forårskur.

Venstre har været gennem en svær periode, hvor stærke profiler fra Folketinget er skiftet til job i det private erhvervsliv og andre har meldt sig ud. Det erkendte partiets næstformand Stephanie Lose på restaurant Pøt Mølle, hvor tæt på 80 deltog i den lokale forårskur. Det oplyser Venstre Favrskov i en pressemeddelelse.
»Venstre er på rette vej,« understregede Stephanie Lose, der vælger at se positivt på, at partiet også har brug for nye ansigter og gerne yngre kræfter.
Personligt blev hun allerede som 22-årig valgt til Region Syddanmark fra en plads som nummer 25 på Venstres liste, og så er det bare gået stærkt. Siden 2015 har hun været formand for regionen, og hun fik ved regionsrådsvalget sidste år over 145.000 personlige stemmer. Ligeledes i 2021 overtog Stephanie tillidsposten som næstformand for Venstre.
Stem ja med hjertet
Stephanie Lose redegjorde for det tætte samarbejde, som hun har med Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen, og hvordan hun hovedsageligt koncentrerer sig om det organisatoriske arbejde i partiet og sørger for at være bindeled til det regionale og kommunale niveau i Venstre.
Om afstemningen 1. juni, hvor Venstre anbefaler at stemme ja til at afskaffe de danske forsvarsforbehold, er der heller ikke den mindste tvivl hos Stephanie Lose.
»Vi skal stemme ja med hjertet og ikke bruge lange og indviklede forklaringer. Vi skal vise, vi vil kæmpe for frihed og tryghed, og at vi vil være en del af fællesskabet og have indflydelse.«
Lokalt samarbejde
Ved samme lejlighed gav Flemming Nørgaard, der er ny formand for Børne- og Skoleudvalget i Favrskov Kommune, en orientering om arbejdet i byrådet. Han glædede sig blandt andet over, at der efter kommunalvalget er etableret et konstruktivt samarbejde mellem i første række de borgerlige partier, men Nørgaard understregede samtidig, at det er vigtigt, at hele byrådet viser vilje til i fællesskab at tage ansvar for udviklingen i kommunen.
jr