Gigantisk solcelleanlæg på trapperne
Solcelleanlæg på størrelse med 80 fodboldbaner sendes i høring hos borgerne.

Politikerne stod i kø for at rose det planlagte solcelleanlæg ved Voldby, da det blev behandlet på det seneste byrådsmøde i Favrskov Kommune.
Formanden for Plan- og Landdistriktsudvalget, Nils Borring (S) præsenterede lokalplanforslaget for solcelleanlægget, der er privatejet og opstilles på et 55 hektar (det svarer til størrelsen på cirka 80 fodboldbaner) stort område sydøst for Voldby og vest for Lyngballe Skov.
»Det er for mig at se en god placering, og der er lagt vægt på nabointeresser og beskyttelseshensyn,« fortalte Nils Borring.
Rundt om området bliver der lavet slørende beplantning med træer og buske for at begrænse visuelle gener, og der bliver etableret faunapassager for dyr og gangstier for offentligheden.
Solcelleanlægget forventes at kunne producere 59.000 MWh svarende en årlig CO2 reduktion på 26.400 tons, som bidrager til den grønne omstilling, der er blevet yderligere aktualiseret af krigen i Ukraine.
Ros fra politikerne
Niels Christian Selchau-Mark (K) kaldte det et fremragende projekt på alle mulige måder og sagde, det er rigtigt fint at trække et areal ud af traditionel landbrug.
Thomas Storm fra Venstre bifaldt og hæftede sig ved det ”fremragende” beplantningsbælte, og at borgerne kan komme ud og nyde området.
Der var også roser fra Enhedslistens Thake Fogh Cordt, der fremadrettet opfordrede til mere borgerinddragelse samt at give naboerne mulighed for at være medejere af solcelleanlæg for at mindske modstanden mod dem og undgå, at det »bare er store koncerner, der hiver afkast ud af Favrskov.«
Torben Christensen (R) bakkede op om Enhedslistens tanker om dialog, inddragelse og medejerskab, mens SF’s Søren Frandsen og Socialdemokratiets Søren Gade påpegede, at borgerne bliver inddraget i den kommende høring af lokalplanforslaget, og at der har været afholdt møder med naboerne.
Søren Gade nævnte også, at placeringen af anlægget i et område med grundvandsinteresser er hensigtsmæssig.
Projektet var i efteråret 2021 i offentlig høring i en såkaldt fordebat, hvor flere naboer gav udtryk for klar utilfredshed med planen om at etablere det store solcelleanlæg.
Møde og grøn pulje
Byrådet vedtog lokalplanforslaget enstemmigt og sendte det i høring i otte uger frem til 28. juni 2022. Favrskov Kommune afholder i samarbejde med Energistyrelsen og Better Energy et offentligt møde om solcelleanlægget onsdag 8. juni klokken 19.30 - 21.30 i InSide i Hammel.
Opstillere af vedvarende energianlæg skal ifølge ’Lov om fremme af vedvarende energi’ betale et engangsbeløb til kommunen., hvor anlægget opføres. Beløbet afhænger af antal MW og er i Favrskov på cirka 1,9 millioner kroner, der går til en ”Grøn Pulje”, som kommunen administrerer.
Det er første gang, at der planlægges et solcelleanlæg af denne kaliber i Favrskov Kommune, og Nils Borring sagde på byrådsmødet, at han håber, borgerne vil komme med forslag til anvendelsen af midlerne.