Lone Glarbo stiller op for Danmarksdemokraterne: »Jeg har altid været stor fan af Inger«
Den tidligere byrådspolitiker for Venstre i Favrskov stiller op til Folketinget for Inger Støjbergs parti.
Lone Glarbo har her til morgen meldt sig ud af Venstre og annonceret, at hun stiller op til Folketinget for Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne.
57-årige Lone Glarbo var i 17 år byrådsmedlem for Venstre, først i Hinnerup Kommune og siden i Favrskov, men blev ikke genvalgt ved det seneste kommunalvalg, hvor Venstre gik voldsomt tilbage.
Efter valget i efteråret sagde Glarbo, at hun var færdig med politik, men Inger Støjbergs nye politiske projekt fik interessen for politik til at blusse op igen.
»Jeg kan bare ikke slippe politik, og jeg har altid været stor fan af Inger, så jeg kontaktede hende for at melde mig som folketingskandidat,« forklarer Lone Glarbo.
Hvordan forholder du dig til, at Inger Støjberg har en fængselsdom på 60 dage?
»I forhold til barnebrudssagen havde jeg gjort det samme. Man må tage sin straf, og det har hun gjort med oprejst pande og udstået sin straf,« siger Lone Glarbo.
Værdipolitik
»Danmarksdemokraterne er meget bygget på værdipolitik, og det er det, der trigger mig allermest. Nu har jeg jo ikke været folketingspolitiker, men jeg tænker, det handler om de mere overordnede ting og værdier i vores samfund, mens byrådspolitik handler meget om økonomi og budgetter, og det meste er forudbestemt.«
»Jeg vil gerne være med til at sætte en retning for Danmark, men jeg er først og fremmest mormor, og de helt små børns hverdag ligger mig meget på sinde,« siger Lone Glarbo.
Børn og ældre
Hun glæder sig på den baggrund over Danmarksdemokraternes nye forslag om at give forældre ni ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem forældrene – finansieret ved at skære i udviklingsbistanden. Den nybagte folketingskandidat ønsker desuden mere gunstige vilkår for private dagplejere og børnehaver.
»Et værdigt liv for seniorer og ældre er også rigtigt vigtigt. De skal behandles ordentligt, og jeg vil for eksempel have mere madlavning ud til ældre. Duften i luften giver appetit, og det er meget vigtigt, at der er noget at se frem til på et plejehjem, hvor der ikke nødvendigvis sker så meget for den enkelte beboer.«
Lone Glarbo har flere gange deltaget i Team Rotary Favrskovs cykeltur til Paris, og hun cykler en del i hverdagen. Sundhed og bevægelse står derfor også højt på hendes politiske dagsorden.
»Det giver meget højere livskvalitet.«
Øverst i Favrskov
Danmarksdemokraterne har endnu ikke nogen medlemsorganisation, så man kan ikke melde sig ind i partiet, men partiet har netop præsenteret 30 folketingskandidater, heraf fire i Østjyllands Storkreds, hvoraf Lone Glarbo er den ene.
»Jeg ved, at jeg kommer til at stå øverst på stemmesedlen i Favrskov, så man kan sige, jeg er spidskandidat i Favrskov,« fortæller Lone Glarbo.
Den nybagte folketingskandidat for Danmarksdemokraterne er gift med Kent H. Jeppesen, der er formand i Favrskov Erhvervsråd. Parret bor på grænsen mellem Hinnerup og Søften og har hver især tre voksne børn.
Lone Glarbo er økonomiuddannet, men kastede sig sidst i 40’erne ud i en ny uddannelse som optiker og har arbejdet en årrække som optiker. I dag arbejder hun i Kents virksomhed DCC, hvor arbejdstiderne harmonerer bedre med hendes rolle som mormor til to, som er nabo til mormor, der ofte henter dem i daginstitution.