Franskmand arrangerer borgermøde om kollektiv trafik i Favrskov
De aktuelle besparelser på busdriften udløser borgermøde arrangeret af privatperson.
Hvis du interesserer dig for lokalpolitik i Favrskov Kommune, er du måske stødt på det ikke særligt danskklingende navn Clément Blain. Han er en 33-årig franskmand, der stillede op til kommunalvalget i 2021 for Enhedslisten og generelt er særligt engageret i spørgsmål om kollektiv transport og forholdet mellem land og by. Udgangspunktet er hjemmet i Laurbjerg, som han deler med sin kone og partikammerat Maria Strunge Sørensen og deres tre børn.
Når man siger Laurbjerg og kollektiv trafik i samme sætning, kan man ikke komme udenom sagaen om det såkaldte trinbræt, der efter mange års politisk dialog blev vedtaget i foråret 2019, men skrottet igen efter folketingsvalget senere samme år.
Senest har Region Midtjylland varslet besparelser på den kollektive bustrafik, herunder nedlæggelse af rute 115 mellem Hinnerup og Hadsten, som ventes vedtaget i denne uge trods protest fra borgmesteren og 1. viceborgmesteren i Favrskov Kommune.
Den seneste udvikling indenfor den lokale kollektive trafik har fået den 33-årige franskmand til at tage initativ til at afholde et borgermøde i Laurbjerg om den offentlige transport og infrastruktur i lokalområdet.
»Jeg har en forventning om at have en god kollektiv trafik i Laurbjerg, hvor jeg bor, men der bliver mindre og mindre kollektiv trafik, og det er et generelt problem i Favrskov. Hvornår stopper nedskæringerne,« spørger Clément Blain.
Ret til information
Han ville gerne have afviklet borgermødet, inden regionalpolitikerne skulle tage endelig stilling til busbesparelserne, men det kunne ikke lade sig gøre med så kort varsel i den travle juletid.
Borgermødet bliver afholdt mandag 9. januar 2023 klokken 18.30 i forsamlingshuset Den Hvide Skole i Laurbjerg. hvor det er lykkedes arrangøren at tiltrække et panel af politikere fra både kommune, region og Folketinget samt en repræsentant fra Midttrafik.
Formålet med borgermødet er at skabe klarhed over kollektive trafik i lokalområdet i øjeblikket og fremtiden, fortæller arrangøren.
»Vi har som borgere ret til at få information om, hvad der sker, og hvad vi kan forvente,« siger Clément Blain og tilføjer:
»Beslutninger kan hurtigt ændre sig, hvis der er politisk vilje.«
Konen styrer debatten
Byrådsmedlemmerne Mette Nøhr (C), der er medlem af Midttrafiks repræsentantskab, og Thake Fogh Cordt (Ø), medlem af LAG Randers-Favrskov, har bekræftet deres deltagelse i borgermødet.
Fra Region Midtjylland kommer Bent Graversen (V) og/eller Henrik Qvist (Ø), der er henholdsvis formand og næstformand for udvalget for regional udvikling, som behandler den kollektive trafik og den aktuelle spareplan.
Folketinget repræsenteres af Michael Aastrup Jensen (V) fra Randers, der er valgt i Østjyllands Storkreds. Derudover vil der komme en repræsentant fra Midttrafik.
Der er plads til 100 personer i det lokale forsamlingshus, og man skal ikke vise ”Laurbjerg-pas” for at komme ind. Folk fra andre dele af Favrskov og omegn er meget velkommen til at komme og spørge ind til, hvad der sker med den kollektive transport i deres område, fortæller arrangøren.
Clément Blain har hyret sin hustru og partikammerat, Maria Strunge Sørensen, til at være ordstyrer på borgermødet, der efter planen slutter klokken 20.25.