Slut med offentlige el-delebiler i Hadsten, Hammel og Hinnerup

Forsøgsordning med el-delebiler har skabt kendskab til elbilisme, men har været for dyr og ufleksibel og bliver derfor nedlagt.

Artiklens øverste billede
El-delebilen i Hadsten var ude at køre, da Lokalavisen kom forbi for at fotografere den. Foto: csj

I de seneste snart tre år har Favrskov Kommune i samarbejde med Aura Energi haft en forsøgsordning med tre offentlige el-delebiler. Formålet med ordningen, som byrådet vedtog, var at reducere CO2-udledningen på transportområdet ved at skabe kendskab til elbilisme blandt borgere og kommunalt ansatte.

Der blev for 140.000 kroner etableret tre ladestandere ved administrationsbygningerne i Hadsten, Hammel og Hinnerup, hvor bilerne har stået. I hverdage klokken 07-16 har bilerne stået til rådighed for kommunalt ansatte, mens borgere har kunnet leje bilerne gennem Aura i den resterende tid.

Forsøgsordningen trådte i kraft i marts 2020 lige før corona-nedlukningen, hvor mange ansatte har været hjemsendt. Ordningen er derfor først blevet evalueret nu og baseret på perioden fra 1. marts 2023 til 23. september 2023. Evalueringen er inddelt i benyttelse, CO2-besparelse, økonomi og brugertilfredshed.

Benyttelse

I de knap syv måneder er der samlet set kørt 22.254 kilometer i de tre biler fordelt på 412 ture på gennemsnitligt 54 kilometer. 

Kommunens ansatte har kørt de fleste ture, 327, fordelt på 29 forskellige medarbejdere, mens de resterende 85 ture er kørt af 21 forskellige borgere.

CO2-besparelse

Den samlede kørsel i elbilerne har givet, hvad der svarer til en årlig CO2-besparelse på 5.772 kilo i forhold til kørsel i en benzinbil.

Økonomi

Favrskov Kommune har betalt Aura 6.000 kroner om måneden per bil svarende til en samlet årlig udgift 216.000 kroner. Det svarer ifølge forvaltningen til, at hver kilometer kørt af en ansat har kostet 6,98 kroner, vel og mærke uden at medregne etableringsudgifterne til ladestanderne. Når de ansatte kører arbejdskørsel i egen bil, koster det kommunen 3,70 kroner per kilometer – den aktuelle takst for befordrinsgodtgørelse – så kørslen i eldelebilerne er altså næsten dobbelt så dyr per kilometer for kommunen.

Brugertilfredshed

En stor del af den samlede kommunale kørsel har været koncentreret på under 10 medarbejdere, der til gengæld har benyttet elbilerne ugentligt og i nogen tilfælde dagligt. De hyppige brugere har i en rundspørge alle udtrykt stor tilfredshed med ordningen, men ønsket flere biler, fordi bilerne ofte ikke har været ledige, når de skulle bruge dem.

For dyr og ufleksibel

Forvaltningen konkluderer, at det er lykkedes at skabe kendskab til elbilisme og nedbringe CO2-udledningen, men at ordningen har været for dyr og ikke fleksibel nok for kommunens ansatte. Forvaltningen har derfor anbefalet at opsige samarbejdsaftalen med Aura Energi.

Hvis kommunen trækker stikket, forventer Aura helt at nedlægge de tre el-delebiler i Hadsten, Hammel og Hinnerup, fordi for få borgere benytter dem.

Sagen har været behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets seneste møde, hvor udvalgsmedlemmerne valgte at følge forvaltningens indstilling om at nedlægge forsøgsordningen. Byrådet skal tage endelig stilling til sagen ved årets første byrådsmøde, der finder sted tirsdag 31. januar klokken 19 i administrationsbygningen, Torvegade 7 i Hammel. Alle kan møde op og overvære byrådsmøderne, der også kan ses på Favrskov Kommunes hjemmeside.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.