Tidligere borgmester undrer sig over »monstrøst solcelleanlæg«
Anders G. Christensen er skeptisk overfor Favrskov Kommunes prioritering af vedvarende energianlæg.
»Den grønne omstilling er vigtig, men vi skal også kunne leve her.«
Tidligere borgmester Anders G. Christensen er ikke voldsomt begejstret for udsigten til at blive nabo til to sammenhængende solcelleparker på tilsammen 340 hektar mellem Hadsten, Galten, Erslev og Hadbjerg.
De to meget store solcelleanlæg på henholdsvis 100 og 240 hektar er blandt de fem vedvarende energianlæg, som Favrskov Kommune har valgt umiddelbart at arbejde videre med efter at have modtaget i alt 19 projektforslag til opstilling af VE-anlæg.
Anders G. Christensen undrer sig over prioriteringen og har givet udtryk for sin skepsis i en skriftlig bemærkning til Plan- og Landdistriktsudvalget, der har behandlet sagen:
”Jeg kan undre mig over, at af de 19 ansøgninger der er til VE-anlæg, er der lagt op til, at det er det suverænt største projektareal, der skal arbejdes videre med, og som af de 19 ansøgninger vil ramme suverænt flest borgere,” skriver den tidligere borgmester.
Meget synligt
Anders G. Christensen påpeger, at det planlagte læbælte rundt om det 240 hektar solcelleanlæg, Lokalavisen skrev om i sidste uge, langt fra vil hindre indsyn til solcellerne, fordi området med solcellerne ligger meget højt i landskabet.
Solcellerne vil ifølge Anders G. være synlige fra store dele af Ginneruplund-udstykningen og helt op til Sandbyvej, som vel og mærke ligger syd for Hadsten.
I den nordlige del af Hadsten vil solcellerne være synlige fra blandt andet etageboligerne ved Hadbjergvej og det kommende ældrecenter og have en vis visuel indvirkning på det nye byudviklingsområde nord for Bavnehøjskolen, påpeger den tidligere borgmester.
»Solcellerne vil være meget synlige, uanset om man planter et læbælte eller ej,« siger Anders G. Christensen til Lokalavisen.
Meget bynært
Udover synligheden er han skeptisk overfor placeringen af de to solcelleanlæg, der støder op mod hinanden.
»Det er et meget bynært anlæg, der vil blive et af de største i Danmark. Bufferzonen på 200 meter går ind i både den nordlige del af Hadsten og den østlige del af Nørre Galten.«
Anders G. skriver i sin bemærkning, at det for ham ser ud som om, kommunen udelukkende har taget hensyn til projektmagerne og ikke de mange borgere, der vil blive påvirket af det »monstrøse« solcelleanlæg.