"Store bededags-sagen" aflyser 1. maj fejring i Favrskov
For at signalere utilfredshed med afskaffelsen af store bededag er S og SF blevet udelukket fra 1. maj-arrangement. Det betyder, at arrangementet helt er aflyst.
Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har opfordret de lokale afdelinger til ikke at lade Socialdemokratiet tale ved årets 1. maj-arrangementer.
FH Favrskov har valgt at følge anbefalingen. Årsagen er store bededag, som et flertal i Folketinget har besluttet at afskaffe og omdanne til en arbejdsdag fra næste år.
»Vi følger opfordringen, fordi afskaffelsen af store bededage går ud over vores medlemmer, som vi jo er til for. Det er en indgriben i den danske model, og vi er rigtig sure over, at der bliver taget en fridag fra vores medlemmer. Vores medlemmer har meget brug for alle de fridage, der er, for de har et hårdt fysisk arbejde og har brug for hvile. Så det her er et signal om, at det overhovedet ikke passer os, at store bededag er fjernet,« siger Kai Høstrup, der er formand for 3F Søhøjlandet og sidder i bestyrelsen i FH Favrskov.
Fordi SF ikke ville sende spørgsmålet om afskaffelse af store bededag til folkeafstemning, har FH Favrskov også valgt at udelukke dette parti fra sit 1. maj-arrangement. Dermed var der kun Enhedslisten tilbage, og derfor »blev programmet for tyndt,« siger Kai Høstrup:
»Derfor har vi aflyst arrangementet helt. Vi er for sent ude i forhold til at arrangere nye talere, og vi synes ikke, at Enhedslisten skal stå alene på ølkassen.«
Arrangementet skulle have været holdt ved Favrskov Lærerforening i Hadsten, og politikere fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten skulle tale, ligesom en ungdomskonsulent fra 3F også skulle på talerstolen.