En ny trafikportal skal hjælpe østjyderne igennem de trafikale udfordringer

En ny trafikportal skal hjælpe østjyderne igennem de trafikale udfordringer

Skyd genvej i trafikken

Vejdirektoratet, Midttrafik og 10 østjyske kommuner er gået sammen om en ny trafikportal, som østjyderne kan få glæde af allerede nu

En ny hjemmeside har set dagens lys. En hjemmeside, som samler al nødvendig information om den aktuelle trafikinformation, og gør det let for alle østjyder at skyde effektiv genvej i trafikken. Det er Vejdirektoratet, der i samarbejde med Midttrafik og 10 østjyske kommuner står bag den nye trafikportal, trafikken.dk/østjylland. Hovedstaden, Trekanten og Nordjylland har allerede deres egne regionale trafikportaler, og nu er det østjydernes tur til at få en gratis genvej til trafikken. Genvejen består i samlet information om vej-, og vejrforhold, forsinkelser og aflysninger i den kollektive trafik som busser, tog, færger og fly, kødannelser, cykelruter og meget mere. "Vi har en travl hverdag, og tiden er vigtig. Derfor er det oplagt at samle al trafikinformationen på én side, der hele tiden er opdateret. Det gør det lettere at træffe det rigtige transportvalg, hvad enten det er valg af transportform, afrejsetidspunkt eller rute", fortæller projektleder, Christian von Huth fra Vejdirektoratet.

Bil, bus eller?

For de firehjulede er der blandt andet hjælp at hente fra webcams, der viser forholdene på flere af indfaldsvejene til Århus. På den måde kan man hurtigt vurdere, om man tør tage bilen, eller om man i stedet skal vælge offentlig transport. Det er ikke kun bilister, der får glæde af siden. "Der er informationer om al transport i Østjylland. Målet er også at vise østjyderne, at der er et alternativ til bilerne. Vi håber, at siden kan give den kollektive trafik et løft, mindske trængslen og dermed også skåne miljøet," lyder det fra Christian von Huth. Den nye hjemmeside: www.trafikken.dk/østjylland blev åbnet for alle mandag 3. januar.

Publiceret 06 January 2011 11:00