FOTO:
Frøken Overgaard fik åbnet bibliotekets døre
Kender du det at haste mod biblioteket sidst på eftermiddagen, blot for at se døren lukke sig klokken 17, når personalet går hjem. Øv.
Nu kan du tage den med ro, for med dit sygesikringskort har du fuld adgang til herlighederne, også selvom bibliotekarerne er taget afsted.
Favrskov Bibliotekerne tog fredag det helt store skridt og indviede de åbne biblioteker i Hadsten, Hammel og Hinnerup. Ulstrup har for længst åbnet for selvbetjening med gode erfaringer.
I Hinnerup stod formand for kultur- og fritidsudvalget Anders Nørgaard (S) for indvielsen.
Han opfordrede i sin tale borgerne tl at benytte biblioteket til andet end at låne bøger.
"Her er pc'ere, aviser og magasiner. Eller hvad med at bruge huset som mødested for en læsegruppe, hobbyklub eller mødregruppen," sagde han i talen, der blev afløst af et fruentimmer, som ville hjælpe med at åbne døren.
LYT til frøken Overgaards åbningssang (link under artiklen)
Frøken Overgaard kom anstigende i en guldfarvet kjole, som hun fyldte helt ud.
"Jeg har forsøgt flere gange at blive frøken Favrskov. Det er ikke lykkedes. Nu kan I få en sang i stedet," sagde den kraftigt byggede kvinde, som til daglig er en del af café Kølberts berygtede personale.
Herefter svingede frøken Overgaard sit sygeikringskort gennem kortlæseren og så gik den automatiske dør til side.
Indenfor stod børn med stjernekastere og personale med kransekage.
Det er sikkert spist, når du selv lukker dig ind i nær fremtid.
Læs mere: Bibliotekets hjemmeside med praktiske oplysninger
Åbningstider
Hinnerup Bibliotek har nu følgende åbningstider: søndag-torsdag 06-22 Fredag-lørdag 06-18 Personalet er tilstede: mandag-torsdag 10-19 fredag 10-16 Lørdag 10-13
Publiceret 01 November 2013 20:00