TV:

Og der' scoret - ved målet i baghaven

Morten Bang har altid været glad for fodbold. Så glad, at han fik overbevist sin frue Anne-Mette om, at de skulle have en kunstgræsbane

Måske er det den ultimative drøm for enhver fodboldspiller: Få dit eget stadion omme i baghaven, hvor du kan spille året rundt.
“Ja, for det er jo kunstgræs, som vi bare rydder for sne her om vinteren,” forklarer Morten Bang, da vi en onsdag aften kommer forbi i det stille villakvarter lidt udenfor Hinnerups bymidte.

Argumenterne i orden

Banen blev indviet 1. oktober 2013 efter en række forhandlinger, som Morten Bang havde med sin kone henover køkkenbordet.
“Mortens argumenter var i orden. Han kom med et regnskab, der viste, hvad minutprisen for at spille ville være, hvis de spiller i 15-20 år.”
“Og så gav det jo mening,” siger Anne-Mette Bang med et stille smil. Hun kan også kan se sine sønner Mads og Mattias motionere med den runde bold bag huset dagligt.

Facebook-hit

Da FavrskovPosten var på besøg slog vi videokameraet over på “On”.
Det blev til en lille video, som vi i første omgang lagde på FavrskovPostens facebook.
Her er den eksploderet i sidevisninger, for det er tydeligt på de mange delinger og kommentarer, at egen fodboldbane med kunstgræs er drømmen for rigtig mange fodboldelskere.
“Vi spiller fast hver onsdag aften, mig og mine kammerater,” forklarer Morten Bang, som også er ildsjæl og træner i den lokale klub HOG.
Gutterne, der møder op om onsdagen, er kendt som Danmarks mest velgørende fodboldhold.
De har spillet over det meste af verdenen fra Dubais ørken til Grønlands indlandsis.

Naboerne

Nu kan de gamle drenge så holde formen vedlige i en baghave i Hinnerup. Og det gør de. Der bliver gået til den under de små, men meget hyggelige forhold.
Alligevel kan omgivelserne give lidt udfordringer. Morten Bang ved godt, at han har naboer.
“Skyder man bolden ud af vores have, giver det minus 3 mål. Så du lærer at styre kræfterne.”
“Og naboernes unger må godt spille herinde, når vi ikke selv er hjemme. Det ved de godt.”

Og prisen ...

Kunstgræsbanen i i baghaven har stået Morten Bang i 50.000 kroner Banen blev indviet 1. oktober 2013 Banen kan bruges året rundt Kunstgræs skal IKKE slås, højst ryddes for sne

Publiceret 07 February 2014 11:15