Actionoplevelser i ferien? Skader kan blive dit ansvar

Flere danskere søger mod actionoplevelser, som giver adrenalinsus og sved på panden. Men det kan give problemer med ulykker og forsikring.

Artiklens øverste billede
Du bør tage dine forholdsregler inden du begiver sig ud på en tur på mountainbiken. Foto: Adobe Stock

Klatring, mountainbiking, vilde forhindringsbaner og meterhøjde svæveture på professionelle trampoliner.

Overalt i landet er der knopskudt actioncentre og aktiviteter, der giver sus i maven og sved på panden.

Men tag dine forholdsregler inden besøget, lyder opråbet fra Ulykkespatientforeningen.

»Ellers risikerer du i værste fald at stå alene med regningen, hvis det går galt,« forklarer Bente Elton Rasmussen, der er rådgiver ved Ulykkeslinjen, som drives af Ulykkespatientforeningen.

Problemstillingen kan især blive aktuel denne sommer, hvor flere måske vil forkæle familien med oplevelser og have smæk for skillingen som modvægt til den aflyste udlandsferie og grå hverdag med hjemmearbejde, siger hun.

Et eksempel kan være, at du kommer til at gøre skade på andre.

Som ansvarlig skadevolder skal du nemlig selv betale, hvis du ikke har en ansvarsforsikring.

»Det kan være alt fra behandlingsudgifter til en brækket arm eller i værste fald erhvervsevnetab, fordi personen ikke kan komme tilbage på job,« siger Bente Elton Rasmussen.

Ansvarsdækningen hører typisk under din indboforsikring, tilføjer Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent ved Forsikringsoplysningen under Forsikring & Pension.

Men den kan eksempelvis undtage skader, der sker med motordrevne ting, nævner hun.

»Og man får måske ikke engang nærlæst sine forsikringsbetingelser, fordi man tænker, at man trods alt ”bare” holder ferie i Danmark,« tilføjer Bente Elton Rasmussen.

I det hele taget bør du nærlæse din indboforsikring, inden du deltager i aktiviteter til vejrs, til vands eller med motor.

- Tjek, i hvilke situationer dit selskab ikke dækker, og hvad udlejeren eller arrangøren har af forsikringer, råder Anja Lintrup Sørensen.

Det vil også være fornuftigt at have en ulykkesforsikring.

En rundspørge fra Forsikring & Pension viser, at hver fjerde dansker slet ikke har en ulykkesforsikring.

Og nogle tror fejlagtigt, at deres børn automatisk hører under de voksnes ulykkesforsikring, tilføjer Anja Lintrup Sørensen.

»Man kan ikke sætte sin lid til, at man kan få erstatning fra modparten eller aktivitetsudbyderen. Derfor bør man have sin egen ulykkesforsikring og tjekke, at også den dækker ekstremsport,« råder hun.

Hertil kommer, at det kan være svært at placere ansvaret, hvis to personer eksempelvis støder sammen under aktiviteten, tilføjer Bente Elton Rasmussen.

Hos nogle actioncentre skal du nemlig skrive under på, at aktiviteten foregår på eget ansvar.

»Derfor er det virkelig vigtigt, at du læser betingelserne, før du skriver under, selv om du måske føler dig presset af køen bagved,« siger hun.

Aktivitetsudbyderen kan dog ikke fraskrive sig ansvaret for hvad som helst, tilføjer Anja Lintrup Sørensen.

Som udgangspunkt vil arrangøren nemlig stadig stå med ansvaret, hvis ulykken skyldes manglende vedligehold, mangelfuld sikkerhed eller svigtende udstyr.

»Men du kan typisk ikke kræve erstatning, hvis ulykken skyldes din egen fejl, uvidenhed eller uagtsomhed. Så på den måde kan dele af aktiviteten foregå på eget ansvar,« forklarer Anja Lintrup Sørensen.

/ritzau/

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen