Hinnerup-Badet vil bygge udendørs sauna med plads til over 50 personer
Stort udendørs sauna-projekt til 3,5 millioner kroner
Hvis alt går vel, kan du til næste vinter sætte dig til rette sammen med omkring 50 andre i en stor sauna udenfor Hinnerup-Badet. Når du er svedt rigtig godt igennem i den høje temperatur, kan du gå direkte udenfor på terrassen og få et forfriskende kuldechok.
"I dag har vi fire saunaer i forbindelse med omklædningsrummene, så de er jo kønsopdelt. Udenfor kan alle gå i sauna sammen og få en fællesoplevelse, og saunaen skal komme så mange brugere som muligt til gavn. Det skal ikke kun være et luksustilbud, men også til hverdagssvømmere og seniorsvømmere. Den skal ikke bare være tændt to aftener om ugen, men skal bruges løbende og til events," fortæller Hinnerup-Badets driftsleder Jørgen Mundt.
Den nye store sauna bygges i forlængelse af vippeenden med en mellemgang ud til selve saunaen, der bliver på knap 50 kvadratmeter og får plads til 50-60 brugere ad gangen.
"Rigtig mange efterspørger velvære, og der er mange muligheder for at sprede forskellige dufte i saunaen med gus, ligesom der kan være musik og forskellig belysning. Gusdelen giver et helt fantastisk velbefindende," fortæller Jørgen Mundt.
Sauna i første omgang
Planerne om en stor udendørs sauna ved Hinnerup-Badet har nogle år på bagen og led et knæk i første omgang, hvor projektet også omfattede et udendørs bassin, spa og udeopholdsfaciliteter. Nu er projektet splittet op, så man begynder udelukkende med saunaen og en tilhørende terrasse, og så må de andre ting komme senere.
"Jeg har en bedre mavefornemmelse ved at have skåret projektet ned både praktisk og økonomisk, og jeg håber, den kan blive bygget færdig i år," siger Jørgen Mundt og tager forbehold for corona, prisstigninger på byggematerialer og håndværkernes generelle travlhed.
Hinnerup-Badet har sparet op og afsat 3,5 millioner kroner til byggeriet, hvoraf de 300.000 kroner er en buffer til uforudsete omkostninger.
Jørgen Mundt og de andre ansatte i Hinnerup-Badet har været rundt i landet og set på mange saunaer for at blive inspireret, og de har lavet skitser og forslag til indretningen af saunaen, som nu sendes i udbud. Rammerne er ikke lagt mere fast, end at byderne har mulighed for at sætte sit præg på byggeriet, og Jørgen Mundt håber, flere sauna-eksperter vil byde på opgaven.
Byggeriet skal godkendes af Favrskov Kommune og er foreløbig blevet godkendt på et udvalgsmøde 3. marts i Kultur- og Fritidsudvalget, inden det skal endeligt godkendes af byrådet.
Lille udendørs sauna
Hinnerup-Badet har faktisk en mindre udendørs sauna med plads til otte personer, som blev bygget i 2018 og indviet i begyndelsen af 2019 og var i brug, indtil coronaen for et år siden satte en stopper for det.
"Vi har snust lidt til sauna i det fri, og det er blevet taget rigtig godt imod," fortæller Jørgen Mundt, som går og længes efter at kunne byde badegæster indenfor - og udenfor - igen.
"Jeg håber, coronaen fordufter med foråret, så vi kan komme igang igen og få vores gæster igen. Vi savner dem rigtig meget."