Arkæologer undersøgte erhvervsjord i Hammel
Lange, opgravede baner i jorden på Frankrigsvej i Hammel afslører, at en arkæologisk forundersøgelse har fundet sted
Undersøgelse Der er godt gang i byggeriet på Frankrigsvej i Hammel.
Som du kan læse andet sted her på hjemmesiden, er Hadsten-virksomheden Alpha-Brush lige på trapperne til at flytte ind i nybyggede lokaler, ligesom virksomheden iPart om et par måneder tager sine nye bygninger i brug.
Den seneste uge har nogle nye så været i jorden på Frankrigsvej, nemlig arkæologer fra Moesgaard Museum.
Det pirrer nysgerrigheden på to punkter: Dels: Betyder det, at grunden er solgt? Dels: Har de fundet noget spændende?
Lad os begynde med det første. Til det svarer kommunaldirektør Jan Kallestrup:
"Nej, den er ikke solgt. Men efter 15 år uden at have solgt synderligt erhvervsjord i Hammel er der nu gået hul på bylden, så vi har løbende forespørgsler. Derfor forbereder vi nu området, sådan at en eventuel virksomhed vil kunne komme i gang med det samme. Det er jo gerne sådan, at når en virksomhed først har besluttet, at der skal ske noget, så skal det være nu - så nytter det ikke, at vi siger: 'Jamen vi skal først liiige...'"
Lertagningsgrube
Og så til det andet spørgsmål: Har arkæologerne fundet noget spændende?
Håbet var bestemt til stede, da der på nabogrunden, hvor Hammel Plast byggede for to år siden, blev fundet et hus fra yngre bronzealder - cirka 600-700 f.Kr.
Men den aktuelle arkæologiske forundersøgelse er altså ikke helt så spændende, fortæller den daglige udgravningsleder, Michael Vinter Jensen.
Da Lokalavisen Favrskov var forbi, var der dog lidt sjovt at komme efter.
En stor, mørk plet i den gule undergrund viser nemlig, at her er der foregået noget - måske er det beboerne af det førnævnte bronzealderhus, som har været på spil?
"Den mørke farve fortæller, at her har været noget organisk materiale - fækalier eller plantedele. Det er formentlig et lertagningssted, som så er fyldt op med affald. Normalt ville vi se nærmere på sådan en grube, hvis vi fandt noget keramik eller flint, men det har vi ikke gjort her. Det kan dog godt være, at vi alligevel lige giver det et forsøg," siger arkæologen, der sammen med sin kollega Trine Fristed har været i gang på Frankrigsvej i en uge.
Som man gør i sådanne forundersøgelser, gravede de først nogle lange baner, såkaldte søgegrøfter, med en gravemaskine.
Mulden graves af ned til den gule undergrundsflade, da det er i det niveau, at arkæologiske spor i form af stolpehuller, gruber, grave med mere fremstår tydeligt som mørke aftegninger.
Forkullede kornkerner
Håbet var, at der måske havde været et hus eller to, som havde relation til huset på Hammel Plast-grunden, men det var altså ikke tilfældet.
Huset man dengang fandt, havde gavle i øst og vest - som er meget typisk for datidens huse.
Man fandt to rækker stolpehuller, og ved at lave en kulstof 14-datering på nogle forkullede kornkerner fandt man altså frem til alderen 600-700 f.Kr, som er yngre bronzealder.