Ja til teater, festspil og streetart, men nej til troldeskulpturer
Tre kulturprojekter kan se frem til kommunalt tilskud fra Favrskov Kommune, mens kommunens eget kunstudvalg blev forbigået
Kultur- og Fritidsudvalget i Favrskov Kommune har besluttet at give tilskud til tre ud af fire kulturprojekter, som i foråret 2021 har ansøgt om tilskud på over 20.000 kroner, som politikerne skal tage stilling til. Ansøgninger på under 20.000 kroner bliver behandlet af Kulturelt Samvirke.
Landsbyerne Svenstrup, Røgen og Farre har søgt og fået bevilget 250.000 kroner til teaterprojektet The Human Imagination Game med teatret Wunderland. Projektet skabes sammen med landsbyer, idrætsforeninger og efterskoler i Favrskov og indledes med en workshop i august 2021, mens selve forestillingerne finder sted forår og sommer 2022.
Teaterprojektet har fornylig også modtaget 325.000 kroner, som omtalt i lokalavisen i sidste uge:
Festspil på Clausholm
Voldum Lokalråd har søgt og fået tilskud på 100.000 kroner til at afholde festspillet 'Komtessen og Kongen' på Clausholm Slot. Det er et nyskrevet stykke udviklet sammen med Randers Teater og instruktøren Lilje Windbirk med både professionelle og lokale skuespillere og statister.
Der er planlagt tre forestillinger hver med plads til 300 tilskuere i begyndelsen af juni, som måske kan blive udskudt til august på grund af covid-19. Festspillets samlede budget er 475.000 kroner, og billetindtægterne ventes at indbringe 70.000 kroner.
Streetart
Udvalget også bevilget tilskud til streetart ved kulturhusene i Hammel og Hadsten, der i forbindelse med den internationale street art festival i Brande har søgt om 100.000 kroner til at male et stort 3D-værk ved InSides hovedindgang i Hammel og på Ernst B. Sunds Plads foran Sløjfen i Hadsten.
Kultur- og Fritidsudvalget har dog indtil videre kun bevilget 50.000 kroner til maleriet i Hammel, fordi Sløjfen er under ombygning, og der vil man gerne afvente situationen, oplyser udvalgsformand Steen Thomasen (A).
Derudover har udvalget afsat 60.000 kroner til at udarbejde en kulturstrategi for Favrskov Kommune, således at der i alt er bevilget 460.000 kroner til kulturinitiativer.
Troldeskulpturer
Derimod var der ikke flertal i udvalget til at give tilskud til en ansøgning fra Kunstudvalget i Favrskov Kommune, der havde søgt om 250.000 kroner til et stort kunstprojekt med troldeskulpturer i træ. Skulpturerne skulle placeres som udflugtsmål rundt omkring i kommunen og være med til at knytte borgere tættere sammen og motivere til bevægelse.
Visionen er at få etableret seks troldefigurer op til 11 meter i højden af kunstneren Thomas Dambo til en samlet pris på to millioner kroner, men det kommer altså ikke til at ske med tilskud fra kommunens eget udvalg for kultur og fritid, og Kunstudvalgets egne midler rækker langtfra til projektet.
Administrationen havde anbefalet at reservere mindst 100.000 kroner til efterårets ansøgningsrunde, og, såfremt udvalget ville støtte alle ansøgninger, foreslået følgende fordeling:
- 180.000 kroner til troldeprojektet
- 180.000 kroner til teaterprojektet
- 100.000 kroner til festspil
- 75.000 kroner til Streetart
- 60.000 kroner til kulturstrategi
Kultur- og Fritidsudvalget har i år cirka 700.000 kroner i midler til projekter i forbindelse med to årlige ansøgningsfrister, og med en foreløbig bevilling på 460.000 kroner er der cirka 240.000 kroner tilbage til årets anden ansøgningsrunde.