Alternative Poter: Winni giver zoneterapi til hunde

Garvet hundetræner har taget uddannelsen som hundezoneterapeut, og har nu etableret egen behandlerpraksis

Artiklens øverste billede
Winnie France har netop startet firmaet Alternative Poter i Hinnerup. Hun laver zoneterapi på hunde. Foto: Anette Bonde

Winni France, Hinnerup, har altid haft interesse for dyr, især hunde. Hun har trænet og konkurreret med egne hunde i forskellige hundesportsgrene i over 25 år, og har været hundetræner i DCH Hinnerup i 20 år.

6. april åbnede hun sin egen zoneterapipraksis for hunde, ’Alternative Poter’. Hun tager helst ud og behandler hundene i deres eget hjem.

»Det er nemmest at få hund og ejer til at slappe af hjemme hos dem selv,« forklarer hun.

Ret nyt i Danmark

Winni France fortæller, at der gennem årene er kommet mere fokus på, at hundene, såvel som mennesker, kan have gavn af andet end traditionel medicin fra læge og dyrlæge, for eksempel massage, fysioterapi, zoneterapi og så videre.

Zoneterapi til hunde og katte er ret nyt i Danmark. Det startede for alvor i 2016, og fra 2019 og et år frem uddannede Winnie Franc sig på Sano Canis. Det er det eneste sted i Danmark, hvor man kan uddanne sig som Dyrlægeeksamineret Godkendt Hundezoneterapeut DGH.

Massage under poterne

Zoneterapi ved hunde og katte foregår på nogenlunde samme måde som ved mennesker, det vil sige med masaage under fødderne, her poterne.

»Hundens poter er et mikrosystem. Det betyder, at hele kroppen er repræsenteret under poterne, og ved at massere specifikke områder i bestemte rækkefølger kan man på en blid måde afhjælpe forskellige problemer. Det kan være allergi, analkirtel problemer, tørre øjne, falsk drægtighed, problemer med ørerne, adfærdsproblemer mm.«

Det er nemmest at få hund og ejer til at slappe af hjemme hos dem selv.

Winni France, hundezoneterapeut

Winni France understreger, at hunden altid skal tilses af en dyrlæge i tilfælde af sygdomme.

»Zoneterapi er et supplement og kan være forebyggende for, at alvorlige tilstande opstår igen, for eksempel allergi, analkirtel problemer, ørebetændelse mm.«

Akupressur

Winni France bruger også akupressur. Det er tryk i akupunkturpunkter, der er lokaliseret langs Meridianbaner, også kaldet energibaner, der løber langs kroppen. Det foregår udelukkende ved tryk med fingrene, og er således uden brug af nåle.

En typisk konsultation starter med en snak med hundeejeren, hvor hun gennemgår dyrets problemer og hvornår de er opstået. Herefter laves der en plan for behandling, og tidspunktet for behandlingen aftales. Første besøg varer oftest halvanden time og efterfølgende besøg som regel én time.

Zoneterapi ved hunde og katte foregår på nogenlunde samme måde som ved mennesker, det vil sige med massage under fødderne, her poterne. Foto: Anette Bonde

Nogle problemer kræver kun en enkelt behandling, mens andre kræver flere.

Winni France har fuldtids arbejde ved siden af sit firma Alternative Poter, og hun tager derfor aften og weekend i brug til zoneterapi af hunde.

Med egne øje

Winni France har med egne øjne set zoneterapi hjælpe hunde. For eksempel havde hendes eksamenshund nyreproblemer, dårligt syn, var overvægtig, kunne ikke gå lange ture, havde madlede og kastede op under gåturene. Det er den nu holdt op med, og den kan gå længere og længere ture.

»Jeg har også fået en Newfoundlænder til at holde op med at savle,« smiler hun.

Winni France besluttede sig for at uddanne sig til zoneterapeut efter at hendes egen hund havde et meget hårdt sygdomsforløb med mange uheldige bivirkninger af medicin, inden den døde.

»Det var så hårdt at se på, og jeg tænkte, at der må være andre muligheder.«

Læs også

Del artiklen