Hinnerups bedste mor er kåret
En lang række gaver venter Susanne Berg, som søndag blev kåret til 'Hinnerups bedste mor'

I anledningen af mors dag har Hinnerup Handels medlemsbutikker kørt en konkurrence for at finde og kåre Hinnerups bedste mor. Lige knap 400 mødre var indstillet.
I søndags - på mors dag naturligvis - blev vinderen fundet og overrasket.
Forud for kåringen kunne alle i Hinnerup indstille deres mødre til prisen. Det havde Camilla Berg gjort. Til spørgsmålet ’hvorfor er din mor den bedste,’ skrev hun følgende om sin mor:
»Fordi hun altid er der, når man har brug for hende. Hun kan trøste og give gode råd, og hun elsker mine børn lige så højt, som hun elsker mig.«
Dermed snuppede Susanne Berg altså titlen som ’Hinnerups bedste mor’. Med den flotte titel følger en ganske lang række gaver sponsoreret af byens butikker - foruden en make-over.
Overrasket på La Luna
Helt uvidende om, hvad der ventede, var Susanne Berg inviteret på restauranten La Luna af sin datter. Restauranten havde sponsoreret en brunch, men det vidste Susanne Berg altså intet om, da hun troppede op sammen med Camilla Berg.
I La Luna ventede repræsentanter fra Hinnerup Handel, og de overraskede Susanne med chokolade, blomster og beskeden om, at mange flere gaver venter - plus naturligvis, at hun nu kan brøste sig af titlen ’Hinnerups bedste mor’.
csj