To gange sølv til Hammel-badmintonspillere
Ud af Hammels fire deltagende hold ved DM blev det til to flotte sølvmedaljer.

HGF badminton har netop haft fire hold med ved DM for ungdomshold.
Efter et par måneders genoptaget træning er stævnet netop blevet afholdt, og det blev til mange gode og ’drabelige’ kampe for hammel-deltagerne:
»Det var virkelig godt at mærke stemningen og spændingen i hallerne igen, trods det at mesterskaberne er blevet afholdt stort set uden tilskuere,« siger Brian Ovesen og Mette Byrgiel fra Hammel badminton i en pressemeddelelse.
De tilføjer, at man tydeligt mærker glæden hos spillerne ved, at de nu igen kan komme ud at konkurrere.
Ud af Hammels fire deltagende hold blev det til to flotte sølvmedaljer.

DM-mesterskaberne ville normalt være for vinderne af de lokale ungdomsturneringer i de forskellige rækker. I år har det dog været lidt specielt, fordi klubberne ikke har kunnet nå at færdigspille rækkerne, og derfor har holdene frit kunne tilmelde sig et ’åbent stævne.
Under normale omstændigheder ville HGF badminton være værter for et stort anlagt DM-stævne for de ældste ungdomsspillere i landet. Men grundet Corona-restriktioner blev ungdoms-DM i år delt op i mange forskellige stævner og haller landet over, hvoraf Hammel har afholdt en lille del af kampene.
csj