Ny forening vil sparke mere liv i Hinnerup

Hinnerup midtby kan godt være lidt stille, mener initiativtagerne til den nye forening 'Hinnerup Mødes'.

Artiklens øverste billede
Hinnerup Mødes er en ny forening, som skal skabe mere liv i Hinnerup midtby. Marie-Louise Arnfast og Jon Ahrensbach er initiativtagere. Foto: CSJ

Brætspil, strikkecafé, baby-træf, reparations-café, foredrag, marked, musik og meget, meget mere.

Mulighederne er mange i den nye forening ’Hinnerup Mødes’, som Marie-Louise Arnfast og Jon Ahrensbach er initiativtagere til.

Formålet er at puste mere liv i Hinnerup midtby, fordi det ifølge initiativtagerne godt kan være lidt stille - især om søndagen.

»Tanken er, at vi med foreningen skaber de rammer, der skal til, for at borgere i Hinnerup selv kan arrangere aktiviteter, som de savner i Hinnerup midtby,« fortæller Marie-Louise Arnfast, der har boet i byen i 37 år.

Det var hende, som tog fat i Jon Ahrensbach, der ejer mad-stedet Skafferiet og ligger inde med et stort lokale i form af Spisestuen. Han var straks med på idéen:

»Jeg synes, at det er en super idé, som svarer til det, jeg egentlig altid gerne har villet med Spisestuen - at det kunne blive et sted, man mødes og snakker, lidt ligesom i Kaffebaren. Så ja, jeg lægger gerne lokaler til, men jeg har også lyst til at arrangere noget som menig Hinnerup-borger,« siger han.

Kort fra tanke til handling

15 ildsjæle har allerede meldt sig under ’Hinnerup Mødes’-fanen, og initiativtagerne håber på, at mange flere har lyst til at bakke op om foreningen - det kan være i en mere fast form eller mere løseligt. På den måde er ’Hinnerup Mødes’ en meget uformel samling, som man kan gå ind og ud af, som man lyster. Det bliver selvfølgelig taget i mod med kyshånd, hvis man har lyst til at udføre noget praktisk arbejde, men man må også meget gerne bare smide en enkelt idé eksempelvis.

»Så kan foreningen stille rammerne til rådighed i form af lokaler, forplejning og praktisk hjælp til at gennemføre arrangementet,« siger Marie-Louise, som håber at kunne involvere så mange som muligt på tværs af generationer, interesser og baggrunde.

»Vi tænker netop, at Hinnerup har mange aktive mennesker med masser af idéer, der bare mangler rammerne for at kunne blive realiseret,« tilføjer Jon Ahrensbach, som fortsætter:

»Det vigtigste er, at der er helt vildt kort vej fra idé til udførelse!«

Et supplement

Aktiviteterne i ’Hinnerup Mødes’ er tænkt som et supplement til de ting, som foregår andre steder i byen - og den nye forening samarbejder gerne med etablerede organisationer i byen om initiativer.

Det, der kendetegner ’Hinnerup Mødes’, er netop den korte vej fra tanke til handling og et mindre setup end eksempelvis Bibliotekernes arrangementer. Og så er nogle af kodeordene desuden nemt, frivilligt, billigt - eller gerne gratis.

De første arrangementer er allerede på tegnebrættet og vil løbe af stablen efter sommerferien. Det drejer sig om en strikkecafé, en brætspils-aften og et ’Velkommen til Hinnerup’-arrangement for nye borgere.

Læs også

Del artiklen