Den Gamle By vil hjælpe Pøt Mølle

Nu er der måske håb om en ny mølle på Pøt Mølle.

Artiklens øverste billede
Artiklen i Lokalavisen Favrskov nåede helt til Nordjylland. Herfra fik Flemming Christiansen nemlig tilsendt billeder af Pøt Mølles gamle mølle, som blev indviet til sankthans 1963 og døde i 1982.. Foto: CSJ

»Nu hedder det jo Pøt MØLLE, så selvfølgelig skal der da være en mølle. Det har der jo været engang, så det er da synd, at den ikke er her i dag.«

Sådan sagde Flemming Christiansen, forpagter af Pøt Mølle, Frijsenborg Slotskro, for en måned siden til Lokalavisen Favrskov.

I næsten 40 år har Pøt Mølle nemlig ikke haft en mølle. Men det drømmer forpagteren om at lave om på. Derfor søgte han i avisen hjælp til at realisere mølle-projektet - og nu er der nyt i sagen, fortæller han:

»Lige i første ombæring skete der ikke meget, så jeg tænkte lidt, at det nok løb ud i sandet, men så pludselig begyndte jeg at få henvendelser,« siger Flemming Christiansen og fortsætter:

»Flere pensionerede tømrere har kontaktet mig og fortalt, at de gerne vil bidrage, og i fredags var folk fra Den Gamle By så forbi. De vil gerne hjælpe med byggeriet - de har erfaring, da de lige har været i gang med en vandmølle hos sig selv.«

Yderligere tre hold af interesserede hjælpere dukker op på Pøt Mølle i denne uge - nogle endda helt fra Sønderjylland.

»Det er sgu skægt det her,« lyder det fra Flemming Christiansen.

Forpagteren fortæller desuden, at der også så småt er styr på træet til møllen:

»Så nu skal der bare søges fonde. Hvis nogen har forstand på det, hører jeg gerne fra dem. Lykkes det at få hevet pengene hjem, så kan det måske lade sig gøre at få indviet møllen inden næste sommer.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen