Forening vækkes til live: Er midtby-borgernes stemme
Hinnerup skal bevarer sit stationsby-præg. Det mener tre lokale borgere, som sparker nyt liv i Hinnerup Midtby Beboerforening.

I kølvandet på politikernes beslutning om at bygge fem etager i firkanten mellem Ådalsvej, Fredensgade og Østergade har tre Hinnerup-borgere besluttet at genoplive Hinnerup Midtby Beboerforening.
En forening, som egentlig blev født for mange år siden, da en kommuneplan ville tillade at bygge i højden ved Ledvogtervej. Da planerne blev droppet, gik foreningen ligeledes i sig selv. Lige indtil nu.
»I forbindelse med Ådalsvejs-høringen synes vi ikke, at vi har haft ordentlig mulighed for indflydelse. Det er første gang, der gives tilladelse til at bygge i fem etager i Hinnerup, og det taget i betragtning synes jeg, at politikerne er gået meget stille med dørene,« siger Lise Preuss, den ene af de tre borgere bag genoplivningen af den gamle forening.
»Ja, vi føler, det er kommet lidt snigende - selvom vi udmærket godt ved, at alt formentlig er gået helt efter bogen. Det er også derfor, at vi skal have foreningen op at stå igen. Hvis vi havde haft foreningen oppe at køre, så kunne vi jo netop have lavet noget larm omkring det i god tid,« fortsætter Pia Jørgensen, som ligeledes er én af de tre initiativtagere til Hinnerup Midtby Beboerforening volume 2 - John Mitchell er sidste blad i trekløveren.
Stationsby-præget
Beboerforeningen skal varetage midtbybeboernes interesser. Det store ønske er, at Hinnerup bevarer sit stationsby-præg med bygninger, som maksimalt er i tre etager.
»Vi frygter, at de fem etager ved Ådalsvej starter en dominoeffekt - at det her danner præcedens, så der uden videre bliver givet tilladelser til højt byggeri. Så nu vil vi prøve at begrænse skaden,« siger Pia Jørgensen, der bor i Søndergade.
»Og så vil nogle måske sige: ’Jamen der er jo høje huse i alle byer.’ Ja, præcis! Og derfor er Hinnerup unik,« tilføjer Lise Preuss, som bor i Fredensgade.
Spred væksten ud
Foreningen sætter spørgsmålstegn ved, hvor væksten i Hinnerup skal ske.
»Behøver al væksten at være i midtbyen? Der er ikke plads til, at al vækst skal ske lige i centrum. Der er ikke plads til alle herinde - ikke uden at ødelægge det unikke ved Hinnerup,« siger Lise Preuss, som godt kunne ønske, at kommunen ikke kun tænker vækst, når det gælder midtbyen, men også har fokus på at servicere det, der allerede er.
Midtby beboerforeningen mener i stedet, at væksten bør spredes ud.
»Man har tidligere haft holdningen, at al handel skulle samles i centrum, fordi man var bange for butiksdød. Den tror vi ikke rigtig på længere. Hvorfor ikke lave indkøbsmuligheder andre steder end lige i midtbyen? Det ville jo gøre det mere attraktivt at bo længere ude,« siger Pia Jørgensen.
Vil larme i valg-kampen
Hen mod efterårets kommunalvalg vil beboerforeningen »lave lidt larm« og få nogle diskussioner i gang.
Foreningen vil stille byrådspolitikerne spørgsmålene: Hvad er planerne for byen? Hvordan ønsker man, den skal vækste?
»Som forening taler vi med en større stemme. Vi har mere gennemslagskraft. Og vi vil gerne være en seriøs med- og modspiller til kommunen,« siger Lise Preuss.
Fremover vil foreningen desuden forsøge at påvirke til en større grad af inddragelse, når der er planer om ændringer i byen, i form af eksempelvis borgermøder.
Desuden håber beboerne at kunne påvirke den midtby-plan, som allerede eksisterer, forklarer Pia Jørgensen:
»Midtby-planen har nogle meget brede rammer. Dem vil vi gerne have snævret lidt ind med nogle nedskrevne regler, som kan give ro i maven på mange.«